Jeg tæller ned...

...til opstart på job, efter næsten et års barsel (og ferie). Jeg starter på mandag. Mon jeg overhovedet kan finde ud af at arbejde igen? Asta starter i vuggestue på fredag og kæresten sørger for indkøringen. Puha min lille baby er næsten ti måneder og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at jeg skal være væk fra hende ti (Jep 10!) timer om dagen, fire dage om ugen.
Hun er temmelig mor-syg for tiden, så det bliver nok (desværre) ikke kun mig der vil finde det hårdt at være adskilt. Puuuhhuuuu!
En anden ting er hverdagen vi nu skal have til at hænge sammen. Koordination af hente/bringe, morgen rutine (hvor vi ikke har gooooood tid), madpakke(-helvede) etc. Hvordan gør man det? Shit det bliver hårdt.
Men hold op hvor jeg også glæder mig til livet med min skønne familie.

At bære sin baby

Fra Asta var nyfødt, bar jeg hende en hel del i en strækvikle. Det nød både hun og jeg. Hvis hun var urolig, faldt hun til ro (og i søvn) med det samme hun kom i viklen.

Jeg har læst en hel masse om slynger, vikler og andre bæredimser, bla. har jeg lært en masse af Nadia som har slyngeskolen.dk

Jeg faldt over denne artikel hos Maja, den er vældig interessant hvis man f.eks. bruger baby bjørn bæreseler (som jeg IKKE gør, da baby ikke sidder ordentligt med hoften i dem).

Nå, men nu er Asta altså blevet for stor til strækviklen (hun er et halvt år og ti kilo - Av min ryg!), så jeg har lånt den ud til Kathrine. Jeg er ret sikker på, at hun har glæde af den med lille Isak.

Så nu forsøger jeg mig ad med min mei tai, ergo baby bæresele, ringslynge og fastvikle. De er alle gode bæreredskaber, men uanset hvad jeg bruger, får jeg ondt i ryggen. Så er det altså en ulempe at have sådan en "veludviklet" baby ;-) Jeg savner allerede tiden hvor Asta var lillebitte og nyfødt og hun lige kunne spændes på maven uden problemer.

Vera, mig og Asta på maven

Er der andre af jer derude der "slynger"?

Tanker..

...fra en mor der gerne vil gøre sit bedste.

Asta er nu over fem måneder gammel og vi er så småt begyndt på grød (hun er en kæmpe baby og nu kan jeg ikke trække den længere). Jeg prøvede først at give hende gulerodsmos, som jo skulle være så godt at starte med ifølge min nye bog "Baby 100% naturlig uden kemi", men det gad hun da slet ikke at spise. Så nu får hun risgrød (hjemmelavet selvfølgelig) med lidt frugtmos i, det gider hun godt at spise.

Jeg vil så gerne gøre det så godt, med det mener jeg, at jeg vil gerne forebygge at Asta får allergier, børneeksem, gentagende mellemørerbetændelse og dårligt immun forsvar. Vera har døjet rigtig meget med sygdom, børneeksem (heldigvis ikke så meget mere, mest da hun var under et år gammelt) og hun har haft mellemørerbetændelse og fået penicillin en million gange (okay, ikke helt, men MANGE gange) og det endte med at hun fik lagt dræn.

Vera fik en lidt hård start på livet med akut kejsersnit og antibiotika-kur. Måske derfor har hun døjet med immunforsvaret de første år af sit liv (jeg er spændt på hvordan vinteren kommer til at gå), men jeg ved selvfølgelig ikke om det ville have været anderledes, hvis hun ikke havde haft den start på livet.

Jeg ville ønske, at jeg dengang vidste hvad jeg ved i dag, om hvad man selv kan gøre for, at hjælpe deres immunforsvar på vej. Men nu gør jeg alt hvad jeg kan, for at råde bod på det for Vera og for at forebygge for Asta, så må jeg bare krydse fingrer :-)

Beklager det er lidt mørkt - der kom lige en sky for solen :-)

Asta sover og jeg har en sjælden stund i sofaen for mig selv med min amme-the og min nye bog, aaahhhh :-)

Tykke, trætte mor

Hvad sker der lige for den barsel som bare flyver afsted og ingen af mine projekter bliver ført ud i livet!? Baby er altså stadig inde i min mave, så jeg har hænderne fri, men jeg får bare ikke lavet en skid, aarrrgghh! Jeg havde store planer om syning af babytøj, patchwork babysengetøj, oprydning på rode projektværelset (som er Veras kommende værelse...hvis vi altså nogensinde får os taget sammen til at rydde op derinde), sortering af billeder på computeren og lave et fysisk album til Vera osv. osv. Jeg orker bare ikke en pind. Så snart Vera og kæresten er sendt afsted om morgenen, så går jeg i seng igen og sover til omkring middag, så skal man jo lige i bad, tjekke mails og blogs, spille lidt wordfeud, ha' lidt at spise, rydde lidt op og vupti, så er det tid til at handle (hvis der skal handles) og derefter hente Vera. Jeg synes ikke jeg kan være bekendt over for hende, at hente hende senere end kl. 15, når nu jeg alligevel er hjemme. Jeg ku' jo selvfølgelig bare lade være med at sove så meget, men jeg er bare SÅ træt. Og så håber jeg at jeg kan sove lidt på forskud, for når lillesøster kommer, bliver der jo ikke så meget tid til at sove.

I morgen aften skal jeg mødes med kreaklubben igen, det glæder jeg mig til, men jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal tage med af krea-halløj. Jeg vil egentlig helst sy, men det er bare så svært at sludre, drikke kaffe, spise kage og sy på samme tid :-)
Det kan være jeg skal ha' strikketøjet frem igen, selvom jeg aldrig får strikket herhjemme, det er kun når jeg er sammen med krea-tøserne. De gør også lidt grin med det, for det er møg skævt....mon jeg nogensinde får det halstørklæde strikket færdig...he he.

Ferie + barsel

Jeg havde sidste arbejdsdag i tirsdags og nu står den på to ugers ferie, nogle påskedage og så fire ugers barsel. Hold op hvor er denne graviditet gået hurtigt. Man når jo slet ikke at følge ligeså meget med som første gang. Men nu er jeg altså 34 uger henne....og terminen nærmer sig med hastige skridt.

Jeg har selvfølgelig en hel liste af ting jeg gerne vil nå inden lillesøster melder sin ankomst. Ind til videre har jeg slappet af, leget med Vera, gjort lidt rent, haft besøg og hygget mig hos Christina med krea-klubben. Ingen af delene står på listen, men det (meste...måske ikke lige det der med rengøringen) har været super hyggeligt.

Det er ikke helt til at fatte, at jeg ikke skal på arbejde igen før om ca. ti måneder. Sådan en tidslomme i livet er altså helt fantastisk. Jeg glæder mig til det der venter os, men jeg må indrømme, jeg er også lidt nervøs for hvordan det skal gå med to små børn. Men ej hvor bliver det skønt med en lille møffe-baby i huset igen, så håber jeg bare at hun ikke skriger flere timer dagligt de første par måneder....det gjorde hendes søster nemlig, og det trak sgu tænder ud. Men mon ikke lillesøster bliver stille og nem...det staser vi på :-)

Vera glæder sig vist også til at få en lillesøster. Hun siger godmorgen til maven, kysser den, klapper på den, aer den og synger for lillesøster. Og i morges fik lillesøster lov til at prøve Veras sut....igennem navlen...ha ha. Og så er hun begyndt at spørge om hun ikke snart kommer ud. Det bliver altså spændende hvordan hun tager det, når baby rent faktisk er her.

Nu har hun bare at blive derinde lidt endnu, så jeg kan få syet, læst, nydt forårssolen, sovet, ryddet op osv. inden det store baby-show starter.

Hygge - og en dejlig dag

I går var jeg til krea-klub-træf hos Marianne sammen med nogle andre søde bloggere og hold op det var hyggeligt. Der blev selvfølglig sludret en masse, drukket kaffe, spist godter og kreeret lidt af hvert og pludselig var klokken halv elleve og tiden var bare fløjet afsted. Jeg fik gang i mit strikketøj igen, så nu må vi se om jeg nogensinde bliver færdig med det halstørklæde jeg gik i gang med for meeeeeget lang tid siden.
Her til morgen stod kæresten op med Vera så jeg kunne sove (jeg har fri fra arbejde om torsdagen og kæresten møder sent), det var skønt at sove længe (jeg er ikke ligefrem noget morgenmenneske, så det er dejligt med en mand der er lidt kvikkere til at komme ud af fjerene end jeg). Solen skinner og jeg synes jeg kan mærke foråret komme snigende. Vera er rask og glad og lillesøster i maven mosler rundt, så mon ikke også resten af dagen bliver skøn. Det tror jeg.

Lillesøster bliver allerede overset

Jeg har et gravid-mave-billede fra hver eneste uge jeg var gravid med Vera.

Nu er jeg i uge 25 og jeg har ét eneste mave-billede fra denne graviditet.

Vi har også flere gange tænkt og talt om, at vi må huske at tage ligeså mange billeder af lillesøster (når hun kommer), som der er blevet taget af Vera. Jeg tror det bliver svært at huske, men jeg vil gøre mit bedste. Og ligesom Karoline, har jeg også en iPhone, så jeg kan knipse løs på alle tider af døgnet (og spille wordfeud på alle tider af døgnet) når den tid kommer.

Jeg håber jeg husker det.

Mon lillesøster også får disse brune øjne?

Min lille suttetrold - den er hun altså bare glad for

Julen kommer snigende

Her hos os, kommer julestemningen lige så stille snigende. Kæresten nynner julesange og en lille nisse er flyttet ind. Vi er ikke de store "jule-op-pyntere" her hjemme nok mest fordi at vi roder så meget herhjemme og så forsvinder pynten bare i rodet..og de gange jeg har hængt et eller andet op, glemmer jeg alt om det og opdager det først om sommeren, men en nisse i ny og næ skal da ha' lov at julehygge lidt for os....det er selvfølgelig også noget andet, nu når vi har Vera. Nu må vi se om det bliver til mere i år.

Så må vi se om Vera opdager den når hun kommer hjem
fra vuggestue i dag

Kalenderlyset står klar, så nu kan december bare komme an ;-)

Glæder mig nu alligevel lidt til at høre julemusik...men det er først tilladt i december. Jeg har en gammel jule-cd, fra en voksen julekalender der blev vist i 1995 på TV2, Juletestamentet....kan i huske den? Jeg var vild med musikken fra serien og var så heldig at vinde cd'en dengang, den har jeg trofast lyttet til hvert år siden...og jeg kan synge med på alle sangene ;-)

Hør introen her og outroen her.

Tanker om barn nummer to

Nu når jeg er gravid for anden gang, er det klart at jeg gør mig mange tanker om hvordan det bliver at have to børn. Er det det rette tidspunkt? Skulle vi have ventet? Kan vi nu klare det? Hvordan kommer Vera til at takle det? osv.
Det er fedt at læse med og høre om hvordan I andre klarer det rundt omkring, men jeg bliver også en lille smule skræmt når jeg læser dette indlæg (om den ellers så søde Øgle) ovre hos Øglemor, som jo for nylig blev mor til to. (Skulle man alligevel ha' ventet til den store er teenager med at få barn nummer to?)
Jeg kan genkende situationen som Øglemor beskriver, om at have et barn der har sin egen vilje, selv vil bestemme og at det kan tage flere timer at putte om aftenen. Det er hårdt nok, når man blot har ét barn og det hele er nok lidt lettere at kapere for os end for andre med to børn, men før vi ved af det, så har vi altså også to børn. Jeg tænker hele tiden, til den tid er Vera jo det ældre og så går det hele jo bedre med at sove osv. Men det er tilsyneladende ikke altid sådan det fungerer.
Som sagt er det fedt at læse med hos I andre....så kan vi da nå at forberede os mentalt...hvis det overhovedet er muligt :-)

Det der med at sove ikk' II

Vera nægtede at sove igår, hun NÆGTEDE simpelthen....ligeså snart vi nærmede os hendes tremmeseng begyndte hun at skrige som en stukket gris. Og vi skulle da lige vove på at lægge hende ned i sengen, for dælen da hun kan blive gal. Hun plejer at elske sine sutter mere end noget andet, men igår/i nat fløj de om ørerne på os når hun kastede med dem. Og selvom man kun er halvandet år, kan man altså godt selv komme ud af sin tremmeseng, ikke på en særlig elegant og smertefri måde, men det kan lade sig gøre, hvis man er desperat nok.
Vi vidste slet ikke hvad vi skulle stille op, har aldrig ALDRIG oplevet hende så sur før, i SÅ lang tid. Man kan altså ikke lade vær med at tænke, hvad er det man, som forældre gør forkert, når hun har det sådan? Oftest er der ingen problemer med at putte hende i hendes egen seng. Det tog 4 timer og 45 minutter før hun sov igår, jep FIRE TIMER OG TRE KVARTER, fra vi puttede hende første gang til hun sov. Vi kæmpede med hende lidt på skift og vi prøvede at lade hende komme med ind i stuen lidt og se "Bam" (Bamses billedbog som hun elsker) og så snart hun fik lov til det, faldt hun mere eller mindre til ro. Men så snart vi forsøgte at putte hende igen, gik det løs igen. Vi prøvede ALT! Ren ble, rent nattøj (det var gennemblødt af savl og tårer), mad, drikkelse, bamse, dukke, sut, to sutter, tre sutter, sang, nus, putning i vores seng sammen med os osv. INTET hjalp. Til sidst faldt hun til ro i mine arme, af ren og skær udmattelse, mens jeg gik rundt med hende og sang for hende (som jeg havde prøvet mange gange tidligere på aftenen, men det skulle altså lige ta' nogle timer før det hjalp), men der var klokken altså også næsten halv et. Puha, så er det man er glad for at man blot har ét barn.

Hun valgte så at vågne kl. 6.30 med et hyl og nægtede igen at sove videre....så det blev til seks timers søvn for den lille dame i nat. GODT jeg har fri i dag...hun kom altså i vuggestue, så kan hun sove dagen væk dernede, mens jeg slapper af herhjemme. Havde helt glemt hvordan det føles med et skrigende barn og al for lidt søvn.

Stilhed før endnu en storm, omkring kl. 22.30 med en kop mælk,
en skive knækbrød og en "hap" (ostehaps)

En sød tand - og tanker om vægten

Jeg er chokolade-junkie. Bum.
Jeg har altid haft en sød tand og det kan desværre ses på sidebenene mine.
Okay, det er ikke så'n at jeg æder en hel plade marabou på en aften (ikk hver aften i hvert fald), men hvis jeg var en af den slags mennesker, der bare kunne spise og spise, så åd jeg nok en plade marabou, ritter sport eller guldbarre (altså en af de store) dagligt (mmmhhh guldbarre).

Nå, men altså da jeg var 17 år rejste jeg til Canada og boede der ovre i et år og gik på high school. På det år tog jeg ti (jep 10) kilo på. Det var bl.a. pga. trøstespisning pga. hjemve opdagelsen af reese's pieces og Oreos (og chocolate-chip cookies og chocolate chip cookie dough ice cream og cheese cake og jelly belly beans og Dairy Queen ice cream og donuts fra Tim Hortons og og og og)

billede lånt her

billede lånt her

Dengang kunne man ikke få Oreos i Danmark, men derovre var det noget alle havde i hjemmet, lidt ligesom Marie kiks her hjemme. Mums siger jeg bare. Jeg var lidt skeptisk ved første øjekast, sorte småkager....men det var kærlighed ved første bid. Men sikke en farlig kærlighed, for man bliver jo afhængig. Og de der reese's pieces, det er lidt ligesom M&M's, blot med peanutbutter inden i og så en sød sukkerskal rundt om, mmmhhh. Dem har jeg desværre aldrig fundet herhjemme...endnu (måske er det meget godt..for vægten altså).

Nå, men jeg smed jo nogle af de der ti kilo da jeg kom hjem igen, faktisk de fleste, men jeg har faktisk kun en enkelt gang været helt nede under min "før-Canada-vægt" siden og det var efter en streng kur. Og hvis jeg skal holde den vægt, så skal jeg sulte mig selv. Det gider jeg altså ikke, så med årene accepterede jeg, at min vægt var steget efter det år i Canada og så kunne jeg spise nogenlunde som det passede mig, hvis jeg også dyrkede motion.

Nu, efter jeg har været gravid, så er vægten igen steget (4-5 kg. fra før-graviditet) og nu ligger den altså der og svinger lidt frem og tilbage....jeg kunne selvfølgelig bare tage mig sammen, men ååhhh det er bare så svært, når man som mig, har en mega sød tand. Håber fandeme ikke vægten igen forbliver 4-5 kilo højere, når jeg en gang i fremtiden har født vores andet barn....aarrgghhh!

Jeg har masser af tøj i skabet, som jeg håber på at jeg en dag kommer i igen...men jeg har også min tvivl på at det sker. Det er jo vist noget med, at når først man har dannet fedt-cellerne, så forsvinder de aldrig igen, de bliver bare mindre/tømt for fedt....og så er det sværere at holde vægten nede, når først cellerne er dannet, suk. Gid jeg var en bønnestage der kunne spise og spise, uden at jeg tog et gram på.

Nå, nok om al det fedtforskrækkede sludder, nu vil jeg ha' et stykke chokolade. God aften derude.

Hvis du også synes de der oreos er mega lækre, så se lige dem her som jeg også skrev om her.

Og hvis nogen kender en god kur hvor chokolade indgår, så vil jeg meget gerne høre om den.