Sider

fredag den 31. december 2010

Festdag

I dag er en festdag, det ved jeg godt. Men der er noget (ikke særlig festligt), som har fyldt mine tanker. Det er historien om Victoria, den lille pige fra Nepal, som I måske har hørt eller læst om. Hun blev født med vand i hovedet og opgivet af lægerne. En sej kvinde fra Danmark, tog ned for at hjælpe hende og for at sørge for, at hun fik de operationer der skulle til, men hendes lille krop gav op efter de første to operationer og nu er lille Victoria gået bort. Jeg har fulgt hendes historie på berlingske.dk og jeg havde sådan HÅBET HÅBET HÅBET på, at hun ville overleve og historien ville ende lykkeligt.

Jeg ved godt, at denne historie blot er én blandt mange historier om syge og underernærede eller mishandlede børn, men når nu der endelig var en super sej (dansk) vestlig person (kvinde), som havde gjort sig den ulejlighed, at rejse hele den lange vej til Nepal og bruge alle sine sparepenge på projektet, så ville det bare have været så opløftende, hvis det havde endt godt. Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Jeg forvekslede det vist med en film. Øv, jeg havde tårer i øjnene og en stor klump i halsen da jeg læste sidste afsnit. Du kan se et sammendrag af hele historien her, hvis du har lyst.


Når jeg læser historier som denne, kan jeg undrer mig meget over, hvad der får en mor, til at opgive og forlade sit barn. Hvor er denne "jeg-elsker-dig-for-evigt-uanset-hvad-og-jeg-vil-gøre-alt-hvad-der-står-i-min-magt-for-dig" følelse henne hos sådan en mor? Jeg er "stødt på" disse mødre i flere af de ting jeg har læst for nylig, bl.a. i den bog jeg tidligere har skrevet om. Jeg troede at vi kvinder havde et urinstinkt, der fortæller os, at vi skal passe på vores børn, uanset hvad og uanset hvor få midler vi har at gøre med.
Efter jeg selv er blevet mor, er jeg blevet ekstremt sensitiv, der skal ingenting til, før jeg får tårer i øjnene. Jeg kan ikke holde tanken ud, om alle de børn i denne verden, der ikke får den tryghed, omsorg og behandling som jeg mener, et hvert barn burde ha' krav på. Det er gået så vidt, at jeg kan have lyst til at flå et grædende barn ud af sine mors arme (eller op af barnevognen), så JEG kan få lov at trøste (Jeg ved godt, at det nok ikk er helt normalt og bare rolig, jeg kunne aldrig finde på rent faktisk at gøre det). Hvis Vera græder og min kæreste står med hende for at trøste hende, så står jeg da også og tripper for, at få hende over i mine arme og jeg har da enkelte gange også forsøgt, at "vride" hende fri af hans arme, så jeg kan holde hende og trøste hende....men som regel får jeg lov, inden jeg begynder på det pjat (jeg sagde jo at det ikk er helt normalt, måske skulle jeg opsøge en psykolog ;).

Som I kan høre, så svulmer mit hjerte over af moderfølelse, for jeg er sgu' blevet mor her i år 2010 og det er med stort M, og jeg elsker det og jeg elsker at elske min lille basse.

Tak fordi du lyttede, ha' en forrygende aften og pas på jer selv og jeres øjne (I ved, fyrværkeri og såå'n)
GODT NYTÅR!

torsdag den 30. december 2010

Far på barsel

Og når far er på barsel, så får man lov til lidt mere, end når mor er hjemme

Bl.a. at dase i nattøj langt op af formiddagen og pille ved computeren



Og rode rundt i mors blade og bøger


Der bliver også spillet guitar med farmand. Jeg tror virkelig de hygger sig og iihhh hvor er jeg misundelig. Men det er jo kærestens tur til at være hjemme og hygge med bettefisen, mens mor går på arbejde. Det ku' være man skulle overveje at få en to'er snart, så man kan få mulighed for at gå hjemme igen ;)
Ps. Blev inspireret til, at gøre billederne større af Blåmejsen, tak for tippet Mejse.

onsdag den 29. december 2010

Forresten...

jeg fik da også denne fine clutch taske i julegave, af min moster. Den er jeg MEGET glad for. Hun har selv lavet den af dameblade, er den ikke bare super fin? Hun er temmelig sej min moster og meget kreativ :)

tirsdag den 28. december 2010

En dejlig aften

Har lige nydt en dejlig ret fra kærestens nye kogebog (som han fik i julegave)
kylling med svampe og hvidvin



Mmmhhh, det smagte godt. Nu er Vera puttet og vi skal se "Det gyldne kompas" på TV2. God aften til jer alle derude.

Ikke ligefrem en julefilm

Her i juledagene så vi denne film

Endnu en barsk historie fra det virkelige liv. Man følger en flok danske soldater i Afghanistan og kameraet er med på helt tæt hold, selv i skudveksling med Taliban, hvor man kan se, at kuglerne flyver om ørerne på kameramanden. Jeg synes det er interessant, at få et indblik i hvad de danske soldater egentlig laver i Afghanistan og samtidig er den spændende og tankevækkende. Se den!

mandag den 27. december 2010

Det var så den jul

Så er vi endelig faldet ned, oven på et par travle men helt fantastisk hyggelige juledage. Vi har været afsted hver dag siden lille juleaften og Vera har bare hygget sig og nydt al opmærksomheden. Jeg kan læse, at der er mange der har været syge i juledagene, det har vi heldigvis været forskånet for hos os. Vi holdte jul hos mine forældre og se lige hvor fint toiletpapir min mor havde hængt op, i anledning af julen

 I dag har vi slappet af herhjemme og leget med og kigget på alle de fine julegaver vi har fået, jeg fik et par bøger bl.a. dem her
og når man så har arvet sådan en fin en her, fra sin afdøde mormor

så har man jo nærmest pligt til, at komme igang med symaskinen igen. Så det må jeg jo se om jeg får tid til snart (Ps. jeg fik to eksemplarer af "Den store sybog", den er købt over nettet, så hvis der er nogen der er interesseret i at købe den ene, så send mig en email)

Vera fik også nogle dejlige ting, bl.a. to gå-vogne, den ene ser sådan ud (og er den vi beholder)

Som I kan se, kravler hun blot på den ind til videre.

Hun fik også to fine retro mini rygsække fra Fjällräven, de er bare så fine og super til når hun begynder i vuggestue (lige om lidt, aarrrggg!!) jeg tror vi beholder den røde

Hun fik også en masse andet, bl.a. en masse fine bøger og nogle rytme instrumenter

Og her er vi glade og forventningsfulde foran juletræet juleaften



Trods mange arrangementer, har jeg haft tid til at læse min bog færdig og jeg kan kun anbefale alle at læse den. Den er ikke for sarte sjæle, men den er interessant og den rørte mig dybt og gav mig lyst til straks, at rejse til Cambodja og hjælpe med at redde børn væk fra prostitution.

fredag den 24. december 2010

Glædelig jul blogland

ønskes I her fra. Vi julehygger her hos os, med julemusik, fine lys (fra niecerne) og afslapning før den store aften ;)
Glædelig jul allesammen!

onsdag den 22. december 2010

Der er IKKE snestorm i Århus

I dag gik jeg fra arbejde ti minutter før normalt, for at jeg kunne nå en bus tidligere end jeg plejer og dermed være tidligere hjemme ved kæreste og barn. Men bussen kom ikke. Jeg ventede og ventede og ventede og alle de andre busser kørte forbi en, to og tre gange, men min bus kom ikke før efter 45 minutter, 45 stive minutter stod jeg og ventede i minus 200 grader. Og som overskriften siger, så er her altså IKKE snestorm, så jeg ved ikke lige hvad Århus' bybussers undskyldning er denne gang, men en ting er sikkert, de er næsten ALTID forsinket. Jeg har været på arbejde fire gange efter min barsel og jeg hader allerede Århus sporveje (som de ikke hedder mere....men I ved, det der selskab der kører med de gule bybusser). Der er kun to positive ting ved at køre i bus en halv time to gange dagligt og det er, at jeg igen har tid til at læse min bog (altså med mindre bussen er propfyldt med mennesker så man ikke får en siddeplads, hvilket ret ofte er tilfældet, så står jeg bare og messer inde i hovedet "kør for faan kør, jeg vil hjem jeg vil hjem jeg vil hjem nuuu!") og at jeg igen kan lytte til god musik i min ipod. Men f... hvor er det koldt at stå og vente på de dumme busser (og når der så endelig kommer en bus, så er der næsten ligeså koldt inde i bussen som udenfor). Nu vil jeg over i sofaen sammen med kæresten og se TV og så skal der guffes julekonfekt. Ja, for vi har også lavet konfekt her hos os, og det holder nok ikk til d. 24. for jeg er lækkersulten i aften og jeg gider ikke tage billeder af det og lægge det på bloggen, men I kan vel forstille jer hvordan det ser ud, det er med marcipan, chokolade, mandler og nugat. Jeg håber mine tæer tør op inden jul.

tirsdag den 21. december 2010

Jeg læser lige nu...

en rigtig god og uhyggelig bog, nemlig denne bog:
Det er en sand historie om en cambodjansk kvinde, forfatteren Somaly Mam, som blev solgt som sexslave som barn. Inden jeg var nået til side 50 var hun stadig et barn og hun havde allerede nået at samle sin bedste ven op i stumper, blive voldtaget og solgt et par gange. Den er ben-hård og lige på, jeg gyser ved tanken om det hun oplever og kan næsten ikke fatte, at det er en sand historie. Det værste er næsten, at de ting hun skriver om, stadig finder sted rundt om i hele verden, det er virkelig en øjenåbner. Denne kvinde har oplevet mere ulykke i hendes liv, end man kan drømme om.
Hun har modtaget flere priser for sin kamp mod sexslaveri og har hjulpet mange tusinde kvinder og børn. Hun er en virkelig sej kvinde og den er værd at læse.

mandag den 20. december 2010

At være eller ikke at være....enig

om børneopdragelse og lignende. Min kæreste og jeg har haft en mindre uoverensstemmelse. Det skal lige siges, at det ikke sker så tit, men efter vi har fået barn sammen, kan jeg ligesom godt fornemme, at der kommer flere og flere af den slags ...uoverensstemmelser altså (og sikkert også flere børn, men altså ikke lige nu vel). I dag kunne vi for eksempel diskutere, om det er sjovt, at lave opstillede (jule)billeder af vores datter, som f.eks. det jeg har lagt ud her på bloggen for et par dage siden. Min kæreste synes ikke at det er spor skægt, han synes at det er falsk og opstillet, hvilket det jo selvfølgelig også er, ja surprise, min datter på ni måneder tog ikke selv nissehue på og satte sig med en juleklokke i hånden og en nisse ved sin side og bad os tage billeder af hende. Men jeg synes bare at det er så søøødt og sjovt og hyggeligt og jeg er helt sikker på at hun en dag, når hun bliver lidt ældre, vil kigge på det billede og synes, at hun selv var mega kær som lille nissepige. Og min kæreste synes bare, at det er fjollet og unaturligt og han gider ikke være med til den slags. Men så må jeg jo gøre det uden ham, for jeg synes at det er mega skægt. Hhhmm, ja, det var jo ikke lige noget vi havde set komme inden vi fik barn, at vi skulle til at diskutere den slags, men så blev vi da lidt klogere. Men efter vi er blevet forældre, er der bare en masse nye ting som vi skal være enige om, ting som man slet ikke havde forestillet sig man nogensinde skulle diskutere. Men det hører jo med til det, at blive forældre. Hvad synes I?

Her er han...

Jeg så budgetnissen igen....han havde flyttet sig lidt. Denne gang med et nyt skilt: "genopret børnepasningen nu!" (Undskyld kvaliteten, taget med mobil)

lørdag den 18. december 2010

Nissepige

Mormor legede fotograf, da mine forældre passede Vera igår og det kom der denne lille nissepige ud af.

Første dag på arbejde

Så er den første arbejdsdag overstået og det gik over al forventning. Det var faktisk rigtig dejligt at være tilbage, ikke mindst pga. mine skønne kollegaer. Jeg faldt lige tilbage i de samme rammer og det føltes slet ikke som om, at jeg havde været væk så længe. Hold op hvor er det bare fedt, at have et job at komme tilbage til, det sætter jeg virkelig stor pris på. Vera klarede det også fint, hun hyggede jo med far hele dagen derhjemme og om aftenen kom mormor og morfar og passede hende, for min kæreste skulle til julefrokost og vi havde julehygge på arbejdet efter fyraften. Vi fik god rødvin og dejligt ostebord fra Lading Mejeri (kan varmt anbefales, lækkert og ikke mindst billigt). Så det var en super dag og aften, selvom det var meget mærkeligt at være væk fra Vera en hel dag, hold op hvor jeg savnede hende. I dag har vi sovet på skift alle mand, og lige nu er jeg den eneste der er vågen, så her er fred og ro. På mandag skal jeg på arbejde igen, i tre dage, så tager jeg lige en uges ferie mere....så det er lige til at holde ud ;-)

Ps. Vi har lige fået brev fra pladsanvisningen og vi har fået plads til Vera i en institution 1,5 km herfra, så vi er meget glade! (Det er meget svært at få plads i vores område lige for tiden). Det har længe fyldt rigtig meget, så nu kan vi slappe af og nyde julen uden at skulle bekymre os om det. Skønt! Jeg er glad! God weekend.

torsdag den 16. december 2010

Er den ikke bare fin...

Se lige hvad jeg har købt hos hende her, er det ikke en fin hynde? Når man nu ikk selv er så god til at sy, så må man jo betale sig fra det. Stolen er en gammel slidt Tripp Trapp som jeg har arvet, den er blevet slebet, pudset og malet med hvidpigmenteret olie, så nu er den så fin som ny.

Julestemning

Så har julestemningen sneget sig ind på os herhjemme, der kommer julesange ud af højtalerne (og munden) og juledekorationen er tændt....og jeg starter på arbejde imorgen (ikke så julet).

Juledekoration fra min søster
Chokoladekalender fra svigermor

At få sin vilje

onsdag den 15. december 2010

Tidlig julegave

Vi har fået en julegave. Lidt tidligt, men vi skulle selv bestille den, så vi var sikker på at få den rigtige. Det er en fælles julegave fra mine forældre til min kæreste og jeg. Den kom med posten igår og ser ind til videre sådan ud:

Min kæreste insisterer på, at vi ikke åbner den før juleaften. Jeg er ikke helt enig og har plaget om at få lov at åbne den, men han holder ved, at han synes vi skal vente. Jeg skal ellers have en veninde på besøg imorgen og så var det jo oplagt at bage et eller andet, med hjælp fra denne fikse sag. Jeg må nemlig indrømme, at når noget i dette hus skal bages, så er det ikke mig der gør det (hader at få dej ind under neglene), men det skal der laves om på nu, for nu vil jeg også på banen i bageriet. Glæder mig til jeg får lov at pakke op :-)

tirsdag den 14. december 2010

Budgetnissen

Igår fik vi endelig overstået julegaveindkøbene, så skulle det være på plads, nu mangler vi bare lige at modtage alle de julegaver vi har bestilt over nettet. Min kæreste, Vera og jeg var på hyggelig shoppingtur og cafebesøg hos Århus' bedste babyvenlige cafe "Hos Sofies forældre". Og vi nåede også lige et smut forbi farmor og farfar på vejen hjem, SÅ hyggeligt. Det er jo med at nyde familiedagene, inden den virkelige hverdag starter lige om lidt.
Under vores hyggelige strøgtur, blev jeg lige mindet om noget knap så hyggeligt. Vi stødte nemlig på en lille underlig statue af en nisse, der står på telefontorvet ved busgaden. Den havde nissehuen godt nede over øjnene og så vidt jeg husker, hed den "budgetnissen". Den stod med et skilt, hvor på der stod "godt jeg ikke går i vuggestue" (jeg havde desværre ikke kamera med, ellers havde jeg vist et billede af den her). Er der andre af jer derude der har set den (Århus folk)? Jeg fik helt en klump i halsen, er det virkelig så slemt at gå i vuggestue, kunne jeg ikke undgå at tænke? Kan de ikke snart ta' at slappe lidt af med de nedskæringer på børne og unge området (og sundhedsområdet og ældreområdet og alt det andet der har med mennesker at gøre). Lige om lidt skal min lille bettefis jo starte i vuggestue (hvis vi får plads, men igen det er jo en hel anden sag). Endnu en god grund til at forlænge forældreorloven.

søndag den 12. december 2010

Det er risengrøøød, smask smask smask!

Min mor har lige ringet og inviteret sig selv, min far og min søster på risengrød og hun tager selv grøden med, ja tak! Og minsandten om ikke jeg har en hvidtøl stående, det kan være at det er i aften den skal nydes. Mmmmhhh.
Billede hapset fra Arlas hjemmeside - giv lyd hvis jeg skal fjerne det.

Hvad skal jeg vælge?

Efter jeg læste "Tænk" artiklen, kom jeg i tanke om, at en af Veras favoritter er en træ-rangle fra Brio. Det er den til venstre. Den til højre er magen til, men fra min barndom og der står ikke om det er en Brio model. Nu er jeg jo i lidt af et dilemma. Skal jeg tage yndlingsranglen fra hende, så der ikke er risiko for, at hun bliver udsat for de hormonforstyrrende-kræftfremkaldende-og-allergifremkaldende stoffer? Og hvad med den gamle model, må hun få den? Jeg havde også en af plastik engang, men den gik i stykker og blev smidt ud. Øv, den havde sikkert været meeeget bedre for hende. Suk! (Gad vide hvor mange farlige stoffer der er i alt det andet gamle legetøj, jeg har skrevet om her på siden? Det kan være vi skal nøjes med at kigge på det fremover).

lørdag den 11. december 2010

Kemikaliecocktail til de kære små

Forleden kom det nye "Tænk" blad ind af døren. Det første der fangede mit øje, var teksten "Kemi på børneværelset". Åhh nej, hvad er nu det. Tænk har testet 20 stykker CE-mærket legetøj, 14 af stykkerne er fyldt med skadelig kemi. Trælegetøj indeholder mest kemi, faktisk indeholder alt det trælegetøj de har testet sundhedsskadelige stoffer. Kun to ud af seks stykker plastiklegetøj indeholder skadelige stoffer.
Så gik man her og troede, at trælegetøj var det bedste for børn, men så blev man klogere. For hulan, det er en jungle af sundhedsskadelige stoffer vi lever i, øv. Og tænk engang, det legetøj der blev fundet flest skadelige stoffer i, er Brios togbane, den indeholder både hormonforstyrrende, allergifremkaldende og kræftfremkaldende stoffer...puha, hvem havde troet det. Sådan en togbane har jeg, fra dengang jeg var barn. Det kan da godt være, at jeg skal kyle den ud i stedet for at give den til Vera, som ellers var planen. I artiklen står der også, at man ikke kan gå ud fra, at kravene er overholdt, selvom legetøjet er CE-mærket, da det er producenterne selv, der udstyrer deres produkter med mærket og kontrollerer om de lever op til kravene. Ifølge Dansk Standard er CE-mærket udtryk for tillid til producentens gode intentioner.
Seriøst, hvad skal vi så med sådan et mærke?

fredag den 10. december 2010

Mere gammelt legetøj


Min mor fortsætter, se lige dette fine dukkehus hun har fået af en god ven, til min lille Vera. Er det ikke bare for SEJT! Det skal lige ha' en kærlig hånd med en støvklud og en gang ajax (eller lign.) så er det klar til brug. Tjek lige detaljerne...en gammeldags symaskine, komfur, rokke, telefon mm.

Jeg er vild med det! Og mon ikke den lille frøken bliver ligeså vild med det når hun bliver lidt større, det tror jeg :-)

torsdag den 9. december 2010

Bloggen døde

Min kæreste havde engang en musikblog sammen med to af sine venner. Jeg blev meget inspireret af at læse den, og opdagede masser af ny god musik, men den døde desværre hen. Tag lige et kig på det sidste indlæg de skrev, inden den stoppede for to år siden, intentionerne fejlede ikke noget....jeg synes det er lidt skægt.
http://thisiswhereitallends.blogspot.com/

Hermed en opfordring drenge, til at genstarte bloggen :-)

onsdag den 8. december 2010

Sne sne sne

Igennem parken, på vej hjem fra mødregruppe i dag
Æbler i haven

Sidste dag på barsel

Det er med vemod, at jeg må sige, at i dag var min sidste dag på barsel (inden min uges ferie starter). Det var en god dag. Hygge med mødregruppen hele dagen (det kommer jeg virkelig til at savne). Min kæreste havde sidste arbejdsdag i dag og han kom glad hjem.
Jeg er trist over, at dette åndehul fra hverdagen er ovre, det har været en helt speciel og fantastisk tid (og tænk engang, så er det kun lige begyndt for min kæreste). Samtidig er jeg meget spændt på at starte på arbejde igen, jeg glæder mig.
Jeg læste denne artikel i dag og blev da lidt skræmt og temmelig overrasket....så er det at jeg alligevel tænker, hvorfor varer barslen ikke dobbelt så lang tid? Mor og far kunne jo skiftes til at tage en uge af gangen. Jeg vil jo ikke undvære mit arbejde fuldstændig, glæder mig da til at komme tilbage til mine kollegaer og en dagligdag blandt andre voksne mennesker....for det bliver nu lidt ensformigt, at gå rundt blandt bleer, gylp og babymos dagen lang. Ja, I kan jo nok høre, at jeg ikke helt kan beslutte mig for, om det er trist eller skønt, at barslen er forbi, men nok lidt af begge dele.
Men én ting er sikkert, jeg glæder mig til, at jeg med god samvittighed nu kan lade kæresten tage natte-tjansen, selvom han faktisk plejer at tage del i den....men det er det med den gode samvittighed, der er nyt.

tirsdag den 7. december 2010

Vintage legetøj

Min mor har været så sød at gemme en masse af mit legetøj fra dengang jeg selv var barn og det er kommet frem nu, hvor hun er blevet mormor. Noget af det synes min datter er alle tiders, bl.a. disse stable-klodser og dingledukken til højre. Læg lige mærke til farverne....temmelig retro ikk.

En anden ting hun har fundet frem fra gemmerne er dette lille sæt, pibe og lighter (ikke ligefrem retro farver)....ja jaa, det er der nok ikke mange små børn der ønsker sig til jul i år. Tror I man kan købe det i fætter BR? Jeg tvivler, he he.

mandag den 6. december 2010

Tæller dage...

Lige nu tæller jeg dage, ikke til jul men til at jeg skal tilbage på arbejde efter min barsel. I dag er der tre dage til min barsel (forældreorlov) er slut.....TRE DAGE!!! Puha, starter da heldigvis arbejdslivet op med en uges (velfortjent) ferie inden det rigtig går løs. Min kæreste har "fået" de sidste otte uger af vores fælles (min) forældreorlov....så nu er det hans tur til at hygge om lille skønne Vera, hele julen og januar med....hrmf. Ja, jeg føler faktisk at jeg har ret til at få al orloven og at jeg bare er super sød, fordi han "får lov" at få hele otte uger....men jeg ved godt, at han faktisk har ligeså meget ret til den som jeg....og så alligevel... har jeg ikke fortjent det hele, det er da mig der var gravid, min krop der blev forandret for altid og mig der var igennem en smertefuld fødsel og kæmpede med ammeproblemer osv. Nej, selvfølgelig skal faderen også have orlov (hvis han absolut vil). Men det er nu også rart at vide, at den lille frøken har det godt hjemme hos farmand, når jeg knokler løs på jobbet. Så behøver jeg ikke bekymre mig om hun nu har det godt i vuggestuen...ikke før om otte uger i hvert fald...hvis vi altså overhovedet får en plads til hende (det er en hel anden sag). Hvis vi nu havde boet i Norge, så havde jeg slet ikke noget valg, så vidt jeg ved, er manden ikke bare berettiget til at tage en del af orloven, han er faktisk tvunget til det. Og så har moderen lov til at holde amme-pauser, når hun starter på arbejde igen. Det er sgu for skørt.

Min egen blog...

Så har jeg endelig oprettet min egen blog. Har været på barsel i ti måneder og under min barsel fik jeg øjnene op for dette blog-univers....og har længe overvejet at oprette min egen. Ikke fordi jeg er specielt kreativ som mange af I andre herinde, men jeg gad godt at jeg var (har da også forsøgt mig med bl.a. lidt syning).
Jeg har altid holdt meget af at skrive og har fundet ud af, at jeg også bruger meget tid på at læse andres blogs, specielt dem der handler om livet som mor...det er altid interessant at læse om andres erfaringer og sjove små oplevelser med børn når man selv er mor.
Velkommen til, jeg håber I vil kigge ind en gang imellem og kommenter gerne på mine indlæg...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...