Sider

Viser opslag med etiketten Baby. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Baby. Vis alle opslag

søndag den 10. marts 2013

Velkommen tilbage til samfundet Tanja

SÅ er jeg tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg kan rent faktisk GODT huske hvordan man gør, yay!! Og det er da heller ikke så slemt...endnu. Holder to feriedage om ugen de første fire uger - så det er liiige til at holde til OG nu er det jo heller ikke mig der står alene med madlavning og to sultne unger til hverdag, men kæresten min....den stakkel.
Asta er startet i vuggestue og hun (og jeg) klarer det bare super godt. Men mon ikke der kommer en reaktion snart, når hun finder ud af, hvad der virkelig foregår? Sådan var det i hvert fald med Vera, da hun i sin tid startede.
Asta startede på den vuggestue-stue som Vera forlod i februar, så vi kender personalet, hvilket jo er en stor fordel. Vera er jo så i børnehave nu og hun klarer det også bare super godt. Seje tøser! Nu kan vi virkelig føle fordelen ved en integreret institution. Blid overgang fra vuggestue til børnehave, hente og bringe det samme sted - og måske den største fordel, de har hinanden. DET er altså fedt at tænke på, når de oftest en gang imellem er nogle af de sidste der bliver hentet ved 16.30 tiden (Og hvad sker der egentlig for det? Har alle andre end os i denne by fri fra arbejde kl. 15?). Nå, men til vores forsvar skal lige siges, at de sjældent bliver afleveret tidligere end kl. 9. Og så har vi endda lidt travlt for at nå det :-)

Nå, men nu er det søndag aften, så jeg må hellere få stængerne op.

Ps. Hvor blev det der forår, som I alle snakkede så meget om, af??

onsdag den 14. november 2012

At bære sin baby

Fra Asta var nyfødt, bar jeg hende en hel del i en strækvikle. Det nød både hun og jeg. Hvis hun var urolig, faldt hun til ro (og i søvn) med det samme hun kom i viklen.
Jeg har læst en hel masse om slynger, vikler og andre bæredimser, bla. har jeg lært en masse af Nadia som har slyngeskolen.dk

Jeg faldt over denne artikel hos Maja, den er vældig interessant hvis man f.eks. bruger baby bjørn bæreseler (som jeg IKKE gør, da baby ikke sidder ordentligt med hoften i dem).

Nå, men nu er Asta altså blevet for stor til strækviklen (hun er et halvt år og ti kilo - Av min ryg!), så jeg har lånt den ud til Kathrine. Jeg er ret sikker på, at hun har glæde af den med lille Isak.
Så nu forsøger jeg mig ad med min mei tai, ergo baby bæresele, ringslynge og fastvikle. De er alle gode bæreredskaber, men uanset hvad jeg bruger, får jeg ondt i ryggen. Så er det altså en ulempe at have sådan en "veludviklet" baby ;-) Jeg savner allerede tiden hvor Asta var lillebitte og nyfødt og hun lige kunne spændes på maven uden problemer.

Vera, mig og Asta på maven


Er der andre af jer derude der "slynger"?

tirsdag den 6. november 2012

Babymos

Er der andre som kender det, at man bruger timevis (okay, måske ikke flere timer, men i hvert fald lang tid, men det føles som timer, når baby råber sultent imens, så man stresser helt vildt) på at lave en lækker økologisk luksus mos til baby, helt fra bunden, som så ender med enten grøn ærte snask i hele køkkenet, fordi glasset man blender det i vælter, eller at det bliver noget tynd sjask, fordi man blender for meget kogevand med grøntsagerne og man så prøver at redde det, ved at supplere med noget modermælkserstatsningspulver, som bare ikke gør det er dyt tykkere, eller at baby slet ikke gider at spise det man har stået og svedt over og derfor bare spruttende siger "bbrrrrruuuu", med et mærkeligt ansigtsudtryk og spytter det ud!? Og så ender det alligevel med færdiglavet pulvergrød, fordi det er en sikker vinder hver gang!
NÅ, ikke! Det gør jeg. Grrr!

mandag den 5. november 2012

Min weekend

Så blev det mandag igen og endnu en dejlig weekend er ovre (selvom weekend og hverdag går ud i et for mig, ååhh barsel - I love you). Jeg var så heldig, at blive inviteret med til Karolines køkkens 50 års fødselsdag på Arla, sammen med en masse andre bloggere. Hold op det var hyggeligt (og indbringende ;-) De fleste fra min kreaklub var også med og det er jo altid rart, at der er nogen man kender, når man skal til sådan et arrangement....så man lige har nogen at snakke med og holde sig lidt til i starten. Til arrangementet hørte vi lidt om Karolines køkkens historie, hvilket faktisk var ret interessant. Herefter var der et oplæg af fremtidsforsker og sociolog Birthe Lindahl, hun gav sit bud på hvorfor (god) mad er blevet så moderne. Det var overraskende interessant. Bagefter var der lækker buffet og masser af snak, hygge og ikke mindst gaver, til os bloggere vel at mærke.

Jeg havde været lidt (eller faktisk meget) nervøs for, om jeg blev kaldt hjem midt under middagen, for kæresten var alene hjemme med Asta (hun er nu seks måneder og får grød og mos, så NU skal mor ha' lov at føjte). Vi har haft mange problemer med at putte hende om aftenen (i barnevognen er der ingen problemer), hun har simpelthen svært ved at overgive sig til søvnen og vågner hver aften flere gange, hvor vi så må putte hende igen. De sidste mange aftenener er gået med det, og det tager ofte to-tre timer og det er KUN mor der dur. Når min kæreste har forsøgt at tage over, har hun grædt og grædt og kigget efter mig, ind til jeg kom tilbage til væreslet. De to andre gange hvor jeg har været væk om aftenen og kæresten skulle give hende en flaske og putte hende, har han måtte kalde mig hjem før tid, fordi hun har grædt. Så snart hun ser mig, stopper hun og er glad igen. Så ja, I kan vel nok forstå, at jeg var nervøs i lørdags. MEN, tænk en gang, det lykkedes for kæresten, at få hende til at sove, uden gråd og hun vågnede kun én gang, hvor det også lykkedes ham at få hende til at falde i søvn igen, uden gråd. Fantastisk! Så jeg nød aftenen i ro og mag, med de andre søde damer, og jeg behøvede ikke at haste hjem - fedt! Måtte så godt nok lige igang med brystpumpen da jeg kom hjem, otte timer uden at amme - av av!! Men det var det værd.
Vera blev passet hos mine forældre, så kæresten kunne koncentrere sig om Asta. Da jeg kom hjem fra Arla, kunne jeg se, at den babyalarm som mine forældre plejer at låne, når Vera sover hos dem, stod hjemme hos os. Jeg ringede til mine forældre for at høre om alt var gået godt med Vera og om de ikke skulle have babyalarmen over (Vera sover på et værelse lidt væk fra deres soveværelse, så de plejer at have alarm på hende for at være sikker på at kunne høre hende). Det var min far jeg talte med og han sagde (imens han grinede) "nej nej, mor har givet hende en fløjte - så de har aftalt at hun bare fløjter i den når hun vågner". Ha ha, det synes jeg altså var lidt sjovt - og ja, min mor er altså lidt skør...på den sjove måde :-)


Lækker dessert til Karolines fødselsdagsfest

Kogebøger og flotte postkort som vi fik til fødselsdagen,
derudover fik vi en masse mælkeprodukter, ost, hytteost, suppe, fløde osv.

Søndagen gik med hygge herhjemme alle fire. Kæresten bagte æblekage med æbler fra vores have - mums! Og i dag har jeg fået en sms fra en kær veninde, hvor hun skriver, at de i nat blev forældre til en dejlig lille pige.
Ååhh livet er smukt!


søndag den 14. oktober 2012

Søstre

Hold op hvor er det svært at få lavet noget som helst praktisk med sådanne to krudtugler i huset - men hold op hvor er det også bare SKØNT!


Asta er efterhånden så stor nu, at hende og Vera kan "kommunikere". Man kan virkelig se at de har noget sammen de to. Asta smiler altid når hun ser Vera og Vera elsker at lave tosserier så hun får Asta til at skrald grine. Vera siger jævnligt om Asta "ååhh hun er så sød".




Det er virkelig dejligt at de allerede nu har glæde af hinanden og jeg tror Vera er ret glad for at have fået en lillesøster :-)

torsdag den 4. oktober 2012

Tanker..

...fra en mor der gerne vil gøre sit bedste.

Asta er nu over fem måneder gammel og vi er så småt begyndt på grød (hun er en kæmpe baby og nu kan jeg ikke trække den længere). Jeg prøvede først at give hende gulerodsmos, som jo skulle være så godt at starte med ifølge min nye bog "Baby 100% naturlig uden kemi", men det gad hun da slet ikke at spise. Så nu får hun risgrød (hjemmelavet selvfølgelig) med lidt frugtmos i, det gider hun godt at spise.
Jeg vil så gerne gøre det så godt, med det mener jeg, at jeg vil gerne forebygge at Asta får allergier, børneeksem, gentagende mellemørerbetændelse og dårligt immun forsvar. Vera har døjet rigtig meget med sygdom, børneeksem (heldigvis ikke så meget mere, mest da hun var under et år gammelt) og hun har haft mellemørerbetændelse og fået penicillin en million gange (okay, ikke helt, men MANGE gange) og det endte med at hun fik lagt dræn.
Vera fik en lidt hård start på livet med akut kejsersnit og antibiotika-kur. Måske derfor har hun døjet med immunforsvaret de første år af sit liv (jeg er spændt på hvordan vinteren kommer til at gå), men jeg ved selvfølgelig ikke om det ville have været anderledes, hvis hun ikke havde haft den start på livet.
Jeg ville ønske, at jeg dengang vidste hvad jeg ved i dag, om hvad man selv kan gøre for, at hjælpe deres immunforsvar på vej. Men nu gør jeg alt hvad jeg kan, for at råde bod på det for Vera og for at forebygge for Asta, så må jeg bare krydse fingrer :-)

Beklager det er lidt mørkt - der kom lige en sky for solen :-)
Asta sover og jeg har en sjælden stund i sofaen for mig selv med min amme-the og min nye bog, aaahhhh :-)

onsdag den 12. september 2012

Jeg jinxede det da vist...

...altså det der med søvnen. Efter jeg skrev om hvor godt Asta sover om natten, ændrede det sig samme aften og nat (seriøst, det er sgu da utroligt...hun har sovet igennem siden hun blev født og så skriver jeg om det én gang på bloggen, og så ændrer det sig straks). Men der er vist også noget med et tigerspring/appetit spring her ved fire måneders alderen...så jeg gentager bare inde i mig selv "det er en fase, det er en fase, det er en fase". Tak til kæresten for at melde sig frivilligt til baby-vagt i nat, selvom han skulle have møder fra kl. 9 til 20 i dag, mon ikke han får drukket sig noget kaffe i dag :-)

Nå men så blev det jo efterår i dag...og så skal baby jo have varm hue på. Jeg er velsignet med både en sød moster, en skøn tante og en dejlig svigermor som med glæde strikker til mine unger (og nogle søde ældre damer på byens plejehjem som også sælger billigt ud af deres lækre sager fra strikkeklubben. Hvorfor skulle man strikke selv, når der er så mange omkring en, som er så gode til det?), så vi har masser af lækker blød strik liggende klar til vinteren, så kulde - kom an! Og så vandt jeg jo også en fin strikket hue for noget tid siden, og den er nu kommet i brug. Se lige min lækre baby i masser af hjemmestrik.


Strække strække - man er jo lige vågnet
Hej mor!
Så er jeg vist klar til at komme op og lave fis og ballade :-)



tirsdag den 31. juli 2012

Sommer

Tiden flyver. Asta runder snart de tre måneder og vejer allerede over 7 kg.
Sommeren går...med bl.a. det her:

Vera på jordbærjagt
Blåbærmuffins, mmmhhh
Hygge med Asta
Lapper der forhåbentlig en dag bliver til et tæppe til Asta

lørdag den 19. maj 2012

Mor til to...

det er mig :-) Og jeg elsker det!
Tak for alle jeres søde kommentarer til forrige indlæg :-)
Tiden flyver afsted og Asta er allerede 17 dage gammel og har for længst rundet de 4500 gram. Hun vejede 4296 gram ved fødslen og de målte hende til 56 cm (ja, jeg ved det, hun er stor...men Vera var altså også en kæmpe baby på 4330 gram og 53 cm, så det var hvad vi havde forventet). Sundhedsplejersken målte hende dog til 54,5 cm ugen efter....så mon ikk' de har målt forkert på hospitalet, hun er nok ikke blevet mindre efter vi kom hjem :-)
I får lige lidt billeder af mine dejlige tøser

Den stolte storesøster og en gabende lillesøster



Asta Marie

Det går rigtig godt herhjemme. Vera har vænnet sig til at være storesøster og klarer det rigtig flot ind til videre. Hvor er det hele bare meget nemmere og mere roligt med barn nummer to, det er skønt at kunne nyde det i fulde drag uden forvirring og kaos, som jeg husker var nogle af de følelser jeg havde lige efter Veras fødsel for lidt over to år siden.
Så man må sige vi nyder at have en, ind til videre, rolig baby i huset.

søndag den 6. maj 2012

Lille Asta

Så kom hun, vi er igang med fjerdedagen, amme uafbrudt-dagen, tudedagen og Vera er blevet syg med opkast. Men lillesøster er sund og rask!
More to come...

søndag den 15. april 2012

Hvad skal lillesøster hedde?

Nu nærmer terminsdatoen sig med hastige skridt og vi er endnu ikke blevet enige om et navn til lillesøster. Vi vil ellers gerne finde et navn inden hendes ankomst, så Vera har noget at kalde hende fra start. Da vi fik Vera troede vi, at vi ville være helt sikre på navnet når vi så hende, men vi var stadig lige så meget i tvivl da hun blev født. Så det der med at vente til man har set barnet, det virker altså ikke for os.

Vi har selvfølgelig spurgt Vera hvad hun synes, hendes første forslag var "sut", derefter "gave" og så kom forslaget "morfar". He he, det er da alle gode forslag, men det bliver nok ikke et af dem.
Siden hen har hun foreslået "mor" og "mormor", men de sidste to gange vi har spurgt, har hun foreslået "Esther". Vi har talt om flere navne, bl.a. Esther og Asta, så jeg spurgte Vera igen om hun mente "Asta", men hun sagde "nej Esther". Kæresten synes lidt bedre om Esther end jeg gør (og jeg synes bedre om Asta end han gør), så jeg troede jo straks at han havde en finger med i spillet, men det siger han, at han ikke har. Så måske skal Vera have lov at bestemme...vi har mange andre fine navne i spil end de to, så nu må vi se hvad det bliver.

fredag den 23. marts 2012

Ferie + barsel

Jeg havde sidste arbejdsdag i tirsdags og nu står den på to ugers ferie, nogle påskedage og så fire ugers barsel. Hold op hvor er denne graviditet gået hurtigt. Man når jo slet ikke at følge ligeså meget med som første gang. Men nu er jeg altså 34 uger henne....og terminen nærmer sig med hastige skridt.

Jeg har selvfølgelig en hel liste af ting jeg gerne vil nå inden lillesøster melder sin ankomst. Ind til videre har jeg slappet af, leget med Vera, gjort lidt rent, haft besøg og hygget mig hos Christina med krea-klubben. Ingen af delene står på listen, men det (meste...måske ikke lige det der med rengøringen) har været super hyggeligt.

Det er ikke helt til at fatte, at jeg ikke skal på arbejde igen før om ca. ti måneder. Sådan en tidslomme i livet er altså helt fantastisk. Jeg glæder mig til det der venter os, men jeg må indrømme, jeg er også lidt nervøs for hvordan det skal gå med to små børn. Men ej hvor bliver det skønt med en lille møffe-baby i huset igen, så håber jeg bare at hun ikke skriger flere timer dagligt de første par måneder....det gjorde hendes søster nemlig, og det trak sgu tænder ud. Men mon ikke lillesøster bliver stille og nem...det staser vi på :-)

Vera glæder sig vist også til at få en lillesøster. Hun siger godmorgen til maven, kysser den, klapper på den, aer den og synger for lillesøster. Og i morges fik lillesøster lov til at prøve Veras sut....igennem navlen...ha ha. Og så er hun begyndt at spørge om hun ikke snart kommer ud. Det bliver altså spændende hvordan hun tager det, når baby rent faktisk er her.

Nu har hun bare at blive derinde lidt endnu, så jeg kan få syet, læst, nydt forårssolen, sovet, ryddet op osv. inden det store baby-show starter.

søndag den 12. februar 2012

Ny gyngestol

Så er vi så småt ved at være ovenpå herhjemme, vi "snotter" dog alle stadig en del.

Jeg har længe ønsket mig en gyngestol. Bl.a. til amning og nat-vugge-trøstning, hvor man alligevel sidder og vugger frem og tilbage for at få baby til at falde til ro. Jeg har kigget på en masse forskellige fine (og dyre) gyngestole på nettet, men jeg har haft lidt svært ved at finde ud af hvilken en det skulle være og hvilken en jeg havde råd til. Der findes så mange flotte, (bl.a. den her og den her, de er dog lidt for dyre for min pengepung) men mit krav var, at den skulle have høj ryg, så jeg kan hvile hovedet/nakken når jeg sidder med baby (om natten for eksempel, når man sidder og halvsover).
Da min mor fandt denne fine Wegner gyngestol brugt og til en god pris, var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle slå til.


Er den ikke fin?

Jeg går normalt ikke så meget op i design (lad os bare sige slet ikke....vores hjem er som taget ud af et ikea katalog) og jeg havde da også overvejet at købe denne her fra ikea, men da jeg så Frk. Wegner her ovenover, så var jeg altså solgt. Kæresten er dog ikke helt vild med farven på betrækket, men det må han altså leve med, når man bor sammen med to hunkønsvæsener (snart tre), så må man finde sig i lidt pink rundt omkring. Puden har min mor købt til mig i den lokale "genner", hun synes den passede til "gyngestole-stilen"...nu må vi lige se om den skal have et andet betræk....synes måske det er lige lovlig retro.
Nu er jeg spændt på om jeg får den brugt når lillesøster kommer. Man sidder i hvert fald godt i den.


søndag den 1. januar 2012

Godt nytår!

Puha, så gik der sørme lige en måned hvor jeg slet ikke fik blogget. Bl.a. fordi jeg er blevet afhængig af noget nyt, wordfeud....men jeg er jo ikke den eneste. Det er en tidsrøver, men det er skægt.
Vi har selvfølgelig også haft travlt, ligesom alle andre. Vera har været på ikke mindre end to penicillinkure i december måned. De første to uger af december var Vera syg med bronkitis, fokølelse, mellemørerbetændelse, opkast og høj feber. Så det var lidt af et puslespil at få hverdagen til at gå op, heldigvis har vi nogle søde bedsteforældre der er på efterløn, så de kunne passe Vera de fleste dage....sikke en gave med sådan nogle lige ved hånden. Vera kom så i vuggestue i få dage, så fik hun lige endnu en tur med forkølelse og mellemørerbetændelse....og lus. Så ja, vi har haft nok at se til i december...heldigvis var hun rask inden jul og har været det siden. Nu må vi se hvordan det går når vuggestuen starter igen i morgen.

Julen var selvfølgelig et hit hos den lille frøken og hendes ordforråd er blevet udvidet med en masse nye ord her i ferien...."jul", "gaver", "'banden" (alt med nissebanden, som er et hit på youtube...stadigvæk, hun kan alle navnene på nisserne og synger med på sangene), "grød" (med en efterfølgende smask smaks-lyd) "'ket" (raket) og videre i den dur, det er en fryd at følge med i hendes sprog, som bare udvikler sig med lynende fart for tiden.

Igår havde vi en hyggelig nytårsaften med dejlige venner og søde børn, som ikke vågnede trods kæmpe brag og fyrværkeri kl. 24.
Imorgen er hverdagen tilbage og jeg må indrømme, jeg har svært ved at slippe ferie-stemningen....for hold op hvor har vi bare hygget os. Vera har været en engel, hun er glad og tilfreds og der er ingen brok, hverken når hun skal puttes eller skiftes og det efter en periode, hvor vi bare ikke kunne gøre noget som helst rigtigt, hvor hun blev sur over de mindste ting, hvor hvert bleskift var en kamp og sengen/barnevognen bestemt ikke var populære. Denne gang håber jeg ikke, at det blot er en fase. Det er som om, at hendes ordforråd er udvidet samtidig med, at hendes humør er forbedret...mon ikk' det har en sammenhæng? I think so.

I får lige et billede af Vera inden vi tog ud af døren juleaften.

Hun er vist ved at sige noget, men den lille krudtugle sidder jo aldrig stille,
så dette er det bedste jeg har af hende med julekjole på.


Jeg håber I alle har nydt julen og vil få et lykkebringende år 2012. Det tror (håber) jeg vi vil, der er i hvert fald én begivenhed vi ser meget frem til og det er når hende her kommer ud til os omkring d. 5. maj:

I kan da godt se at det er en lille pige ikk', det ku' sygeplejersken der skannede mig i hvert fald ;-)

GODT NYTÅR!

torsdag den 10. november 2011

Jeg er helt rolig igen

Forleden var Vera og jeg på besøg hos min veninde som har en dejlig lille søn på lidt over fire måneder. Vera har før været sammen med lille Simon, men det er efterhånden et par måneder siden sidst. Hun er altid kærlig over for og meget interesseret i små babyer, men denne gang viste hun mere interesse end hun plejer. Da hun så ham ville hun kramme og kysse ham (store våde kys lige på munden...hvis jeg ikke nåede at gribe ind og bede hende om at kysse ham på kinden i stedet for) og hun var bare så sød ved ham. Det varmede mit moderhjerte meget og hvor er det dejligt at hun reagerer sådan. Forhåbentlig er hun ligeså sød, kærlig og interesseret når hun selv bliver storesøster om mindre end seks måneder :-)


Vera og baby Simon

Og så får Simon lige et kys mere...måske nyder han
det ikke helt så meget som Vera gør :-)

lørdag den 5. november 2011

Tanker om barn nummer to

Nu når jeg er gravid for anden gang, er det klart at jeg gør mig mange tanker om hvordan det bliver at have to børn. Er det det rette tidspunkt? Skulle vi have ventet? Kan vi nu klare det? Hvordan kommer Vera til at takle det? osv.
Det er fedt at læse med og høre om hvordan I andre klarer det rundt omkring, men jeg bliver også en lille smule skræmt når jeg læser dette indlæg (om den ellers så søde Øgle) ovre hos Øglemor, som jo for nylig blev mor til to. (Skulle man alligevel ha' ventet til den store er teenager med at få barn nummer to?)
Jeg kan genkende situationen som Øglemor beskriver, om at have et barn der har sin egen vilje, selv vil bestemme og at det kan tage flere timer at putte om aftenen. Det er hårdt nok, når man blot har ét barn og det hele er nok lidt lettere at kapere for os end for andre med to børn, men før vi ved af det, så har vi altså også to børn. Jeg tænker hele tiden, til den tid er Vera jo det ældre og så går det hele jo bedre med at sove osv. Men det er tilsyneladende ikke altid sådan det fungerer.
Som sagt er det fedt at læse med hos I andre....så kan vi da nå at forberede os mentalt...hvis det overhovedet er muligt :-)

søndag den 30. oktober 2011

Hopper med på boom'et

Jeg blogger ikk' så meget disse dage da jeg er meget træt for tiden og har været det i en lang periode. Mon ikk' det har noget med denne lille prut at gøre...


Han/hun er faktisk kun omkring 6 cm på dette billede, utroligt ikk'!

...som havde meget svært ved at ligge stille da han/hun skulle fotograferes :-)

søndag den 19. juni 2011

Kan man overhovedet tillade sig at brokke sig?

Kort efter jeg skrev mit sidste indlæg, læste jeg ovre på en af de blogs jeg følger, et meget meget sørgeligt indlæg. Det var ovre hos konen, som netop har oplevet en mors værste mareridt, at føde et dødfødt barn. Jeg kunne ikke lade vær med at fælde en tåre (eller tyve) da jeg læste det. Jeg kan slet ikke begribe hvor stor en sorg det må være at miste sit barn.
Jeg må indrømme, jeg blev lidt flov over mit brokke-indlæg som jeg netop havde udgivet. Hvor er der godt nok stor forskel på folks hverdage (som jo ofte er det mange af de blogs jeg følger, handler om) og folks problemer. Mine "problemer" blev da godt nok lige sat i perspektiv, efter jeg læste hendes indlæg.

Der findes mange blogs rundt omkring, hvor folk (kvinder) skriver om hvordan det er at miste sit barn eller at have et sygt barn. Af en eller anden grund, læser jeg dem og som regel stor-tuder jeg imens, fordi det er så sørgelige og triste historier. Når jeg sidder der i sofaen med min macbook med tårerne trillende ned af kinderne og snottet løbende, spørger min kæreste hvorfor jeg overhovedet læser dem når jeg bliver så trist....jeg må indrømme, jeg ved det ikke. Et eller andet sted hjælper det mig vel til, at sætte endnu mere pris på det jeg har og jeg bliver ekstra taknemmelig for at have en sund og rask datter.
Er det ikk' okay at tænke sådan?

Tænk at opleve at miste sit barn. Og så sidder jeg her pylre over at min datter ikke gider at sove...hhmmm, ja, jeg skulle skamme mig. Flov-smiley!

onsdag den 15. juni 2011

Baby baby baby

Min skønne barndomsveninde fik forleden en smuk lille søn (hendes første). Det er så fantastisk. Hun bor desværre i København, så der går nok lidt tid før jeg får lov at holde ham. Jeg må nøjes med opdateringer på facebook og MMS. En anden veninde går også blot og venter på at føde...hvor er det altså livsbekræftende med alle de store maver og babyer. Snart har vi sommerferie og så rejser vi til Norge og besøger en tredje veninde som fik sin anden søn i marts. Ååååhhh alle de bebser... I love it! :-D
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...