Sider

Viser opslag med etiketten Legetøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Legetøj. Vis alle opslag

torsdag den 1. september 2011

Køretøj til Vera

Vera er ret vild med alt hvad man kan køre på, men hun har ikke selv noget køretøj ud over sin gå-vogn, men den kan man jo ikke sidde på, mens man kører. Derfor overvejer  kæresten og jeg at købe en wheely bug til hende.
Jeg er på jagt efter den på nettet og så dem på udsalg på legeakademiets hjemmeside. Det er billigt og jeg ved at legeakademiet er en reel internetshop og at de sælger ordentligt kvalitetslegetøj. Men jeg ville nu alligevel tjekke om man kan få den endnu billigere et eller andet sted derude. Jeg googlede "wheely bug" og fandt dem billigere (næsten for godt til at være sandt) på billigwheelybug.dk. Men så blev jeg alligevel lidt skeptisk, er det nu den originale de sælger....eller er det en kopi? Kæresten har læst noget om, at man kan få kopier på nettet og det er vi altså ikke interesseret i, selvom de måske er billigere.
Er der nogen derude der har erfaring med denne side eller andre internet-shops der har dem på tilbud? Og er der nogen derude hvis barn har en wheely bug og er de overhovedet et hit blandt ungerne?

Vi skal også lige blive enige om hvilken en det skal være, kæresten er vild med koen

Billede lånt her

Men jeg er ret vild med musen

Billede lånt her

Vi må jo slå om det :-)


lørdag den 23. juli 2011

En brækket tå?

Har lige hamret min tå ind i en af Veras nye træbiler, det føles som om den (altså tåen...ikke bilen) er brækket. Jeg løb, skulle skynde mig op ovenpå til Vera, som græd (hun var ellers lige faldet i søvn), og på vejen hamrede jeg tåen (den ved siden af storetåen, som i forvejen er øm og betændt pga. en f.... nedgroet negl, ja, undskyld, jeg ved det lyder klamt, men efter min graviditet og mine forstørrede fødder, så er det altså hvad der kan ske med mine ens fødder) ind i Veras sprit nye bil som lå midt på gulvet. Av av av! Hvad kan man lærer af det, RYD OP!
Vi besøgte nogle gode venner i Norge her i ferien (vi nåede hjem inden den forfærdelige massakre...puha, men det skal det her indlæg altså ikk handle om), de har en søn med masser af biler og dem synes Vera jo var toppen at drøne rundt med, mens hun sagde "vrøn vrøønnn", så selvfølgelig skulle hun da have sine egne biler at lege med...nu skal vi bare lige ha' lært hende at rydde op efter sig.

Jeg har lige opdaget at jeg har vundet en give-away ovre hos konen, jubiii, endelig lykkedes det, så skal lige ha' sendt hende min adresse...og så skal jeg altså se criminal minds og spise den pizza min kæreste lige er kommet hjem med....og så må I høre om vores ferie en anden dag. God weekend.

Ps. tåen dunker og gør stadig ondt....håber snart det går over :-(

søndag den 8. maj 2011

Babushka og mors dag

Jeg har shoppet. Kufferter og dør-stoppere med Babushkaer....er de ikk' fine.


Jeg har en ting for små kufferter, Vera har den klassiske røde og en Sebra kuffert og nu disse to....de er bare så fine at jeg ikk' ka' lade vær'.

Vi har været ude hele weekenden, så jeg har endnu ikk haft tid til at svare på "Konens" "tagge-leg". Jeg gør det snart, I promise.

Det er jo mors dag i dag. Anden gang for mit vedkommenede, som mor altså. Igen i år kom det helt bag på mig, at jeg jo også er mor nu og det jo så også gælder mig og ikke blot min egen mor. Skørt...og skønt.
På denne mors dag har jeg nydt dagen i haven med familien (ja, jeg skulle jo har løbet kvindeløb idag...men der var noget kludder med tilmeldingen, så jeg er blevet tilmeldt alt for damerne løbet senere på måneden i stedet for) og jeg har selvfølgelig tænkt over hvad det vil sige at være mor. Det kræver masser af tålmodighed, behovsudsættelse og ikke mindst kærlighed, men trods alle babytårer og søvnløse nætter er jeg så glad for, at jeg er blevet mor. Vera er det hele værd.

Glædelig mors dag alle I skønne mødre derude :-)

fredag den 29. april 2011

ipad

Som jeg skrev tidligere, har kæresten købt en ipad, den viger ikke fra hans side....og det her kunne snildt være en scene her hjemme fra. (Jeg har nævnt det før...endelig fik han lov råd).

lørdag den 23. april 2011

Gammelt legetøj

Se lige hvad min mor fandt frem fra gemmerne....en gammel Babushka-dukke fra min mormors barndom, (så det er en gammel sag). Min mormor fik den af sin storebror, som var noget ældre end hende, han havde været ude at sejle i Østen og havde den med hjem til hende. Er den ikke bare fiiin!

Kan I se, der er faktisk otte...man kan næsten ikke se den mindste.


Her med sort baggrund, den er temmelig lille den ude til højre...her kan I se den i forhold til en tændstik. Læg lige mærke til "Mr. Potato-head" i midten, han er fin ikk'...he he.


tirsdag den 29. marts 2011

Og så lige til noget helt andet...

Jeg kommer fra en fotograf-familie. Da jeg var yngre interesserede jeg mig meget for foto. Jeg gik til det i ungdomsskolen og havde det som valgfag i folkeskolen i flere år. De seneste par år har jeg ikke brugt så meget tid på det. Men min kæreste interesserer sig for det og kan godt li' at fotograferer. Han har lånt nogle gamle Leica kameraer fra 1960-70'erne af min mor...så vidt jeg husker har det været min morfars, han var fotograf. Nu er jeg spændt på om der bliver nogle fine billeder ud af det. Kan man overhovedet købe almindelige "gammeldags" film-ruller mere? 




Her får I lige et makro-billede af min kaffe...også taget af kæresten, dog med et lidt mere moderne kamera og makro-linse.

Flot mælkeskum ikk :)

torsdag den 24. februar 2011

Dejlige dyr

Jeg har efterhånden læst og hørt meget om Bobles tumledyr og har længe tænkt, at Vera skal ha' sådan en til sin 1 års fødselsdag her i marts. På et tidspunkt læste jeg om Hvalen Vera (nogen kalder den vist Hvalen Hvalborg....men jeg tror nu den hedder Vera :), som var en ny special edition lige før jul. Jeg har sådan fortrudt, at jeg ikke købte den til hende dengang og har ikke kunnet finde den på nettet siden, alle steder var den udsolgt. Nu kan man få den igen, dog ikke til 599 kr. som den kostede før jul, men 899 kr. Men nu har jeg sat mig for, at hun skal ha' den og så er der altså ikke noget at gøre ved det, så må jeg betale hvad det koster. Så nu er denne fine sag på vej hjem til os, jeg glæder mig til at se hvad hun synes om den.

Billede lånt her

søndag den 12. december 2010

Hvad skal jeg vælge?

Efter jeg læste "Tænk" artiklen, kom jeg i tanke om, at en af Veras favoritter er en træ-rangle fra Brio. Det er den til venstre. Den til højre er magen til, men fra min barndom og der står ikke om det er en Brio model. Nu er jeg jo i lidt af et dilemma. Skal jeg tage yndlingsranglen fra hende, så der ikke er risiko for, at hun bliver udsat for de hormonforstyrrende-kræftfremkaldende-og-allergifremkaldende stoffer? Og hvad med den gamle model, må hun få den? Jeg havde også en af plastik engang, men den gik i stykker og blev smidt ud. Øv, den havde sikkert været meeeget bedre for hende. Suk! (Gad vide hvor mange farlige stoffer der er i alt det andet gamle legetøj, jeg har skrevet om her på siden? Det kan være vi skal nøjes med at kigge på det fremover).

lørdag den 11. december 2010

Kemikaliecocktail til de kære små

Forleden kom det nye "Tænk" blad ind af døren. Det første der fangede mit øje, var teksten "Kemi på børneværelset". Åhh nej, hvad er nu det. Tænk har testet 20 stykker CE-mærket legetøj, 14 af stykkerne er fyldt med skadelig kemi. Trælegetøj indeholder mest kemi, faktisk indeholder alt det trælegetøj de har testet sundhedsskadelige stoffer. Kun to ud af seks stykker plastiklegetøj indeholder skadelige stoffer.
Så gik man her og troede, at trælegetøj var det bedste for børn, men så blev man klogere. For hulan, det er en jungle af sundhedsskadelige stoffer vi lever i, øv. Og tænk engang, det legetøj der blev fundet flest skadelige stoffer i, er Brios togbane, den indeholder både hormonforstyrrende, allergifremkaldende og kræftfremkaldende stoffer...puha, hvem havde troet det. Sådan en togbane har jeg, fra dengang jeg var barn. Det kan da godt være, at jeg skal kyle den ud i stedet for at give den til Vera, som ellers var planen. I artiklen står der også, at man ikke kan gå ud fra, at kravene er overholdt, selvom legetøjet er CE-mærket, da det er producenterne selv, der udstyrer deres produkter med mærket og kontrollerer om de lever op til kravene. Ifølge Dansk Standard er CE-mærket udtryk for tillid til producentens gode intentioner.
Seriøst, hvad skal vi så med sådan et mærke?

fredag den 10. december 2010

Mere gammelt legetøj


Min mor fortsætter, se lige dette fine dukkehus hun har fået af en god ven, til min lille Vera. Er det ikke bare for SEJT! Det skal lige ha' en kærlig hånd med en støvklud og en gang ajax (eller lign.) så er det klar til brug. Tjek lige detaljerne...en gammeldags symaskine, komfur, rokke, telefon mm.

Jeg er vild med det! Og mon ikke den lille frøken bliver ligeså vild med det når hun bliver lidt større, det tror jeg :-)

tirsdag den 7. december 2010

Vintage legetøj

Min mor har været så sød at gemme en masse af mit legetøj fra dengang jeg selv var barn og det er kommet frem nu, hvor hun er blevet mormor. Noget af det synes min datter er alle tiders, bl.a. disse stable-klodser og dingledukken til højre. Læg lige mærke til farverne....temmelig retro ikk.

En anden ting hun har fundet frem fra gemmerne er dette lille sæt, pibe og lighter (ikke ligefrem retro farver)....ja jaa, det er der nok ikke mange små børn der ønsker sig til jul i år. Tror I man kan købe det i fætter BR? Jeg tvivler, he he.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...