Sider

torsdag den 1. december 2011

Glædelig 1. december

Så kom dagen, den 1. december...så er det rigtig jul.
Vi startede dagen stille og roligt med hygge og morgenmad i kalenderlysets skær

Taget med min iPhone i dårlig belysning...beklager billedkvaliteten.

Kan I huske at jeg tidligere har nævnt, at hvis vi pynter op, så får vi ikke pynten fjernet igen...kan I se hvad der står i planten bag Vera....jep kyllinger...og det er altså ikke julekyllinger.....eller vent, måske vi bare skal kalde dem det ;-)

Da jeg var kommet ned i vuggestuen for at aflevere Vera, virkede hun pludselig sløj. Jeg tjekkede hendes temperatur, og ganske rigtig havde hun feber (lidt mærkeligt når man tænker på at hun er på penicillin kur lige nu, pga. bronkitis og mellemørebetændelse). Vi drog hjem igen. Ærgerligt, for der er julefest i vuggestuen i eftermiddag.
Da vi kom hjem friskede frøkenen dog noget op, så nu må vi se om hun får det bedre i eftermiddag, for så tager vi altså til julefest.

I får lige et billede af vores adventskalender....det var hvad det kunne blive til....et fad med lys, sløjfer og julekugler :-)



Vi skulle have været til julemarked i Den Gamle By i Århus i søndags, men det blev desværre ikke til noget pga. stormvejret, så vi hyggede med familien og spiste æbleskiver, nam nam.


søndag den 27. november 2011

Vera har fået nye hårspænder...

...og hun skal helst ha' dem alle i håret på én gang:


og far skal da også lige have nogle i håret:


Det kræver dyb koncentration:


fredag den 25. november 2011

Vera klar til tur...

...med mors taske og fars vinterstøvler


Hun kan rent faktisk komme frem ad i den mundering

"Hva' er der moaar?"

torsdag den 24. november 2011

Fine vaser

Min mor har fundet disse fine vaser frem fra gemmerne, de er mærket Lyngby og er fra min afdøde mormors tid....er de ikke bare fiiine!



De passer perfekt sammen med mine andre vaser fra Søstrene Grene


I like!

onsdag den 23. november 2011

Julen kommer snigende

Her hos os, kommer julestemningen lige så stille snigende. Kæresten nynner julesange og en lille nisse er flyttet ind. Vi er ikke de store "jule-op-pyntere" her hjemme nok mest fordi at vi roder så meget herhjemme og så forsvinder pynten bare i rodet..og de gange jeg har hængt et eller andet op, glemmer jeg alt om det og opdager det først om sommeren, men en nisse i ny og næ skal da ha' lov at julehygge lidt for os....det er selvfølgelig også noget andet, nu når vi har Vera. Nu må vi se om det bliver til mere i år.

Så må vi se om Vera opdager den når hun kommer hjem
fra vuggestue i dag

Kalenderlyset står klar, så nu kan december bare komme an ;-)


Glæder mig nu alligevel lidt til at høre julemusik...men det er først tilladt i december. Jeg har en gammel jule-cd, fra en voksen julekalender der blev vist i 1995 på TV2, Juletestamentet....kan i huske den? Jeg var vild med musikken fra serien og var så heldig at vinde cd'en dengang, den har jeg trofast lyttet til hvert år siden...og jeg kan synge med på alle sangene ;-)
Hør introen her og outroen her.

tirsdag den 22. november 2011

Julemarked

Ja, jeg var altså også til det der julemarked i Horsens i weekenden, jeg er bare lidt langsom, så mit indlæg omkring det kommer først nu.
Jeg var afsted sammen med fire søde bloggere som bor i samme by som jeg, som jeg har lært at kende gennem blogland: Fie, Gitte, Marianne og Lærke og iiihhh det var hyggeligt.

Jeg købte bl.a. disse fine puder til Veras (kommende) værelse

Som Vera knuselskede med det samme

Og disse fine svaler (eller hvad det nu er for en slags fugl?)  til mig selv
 


Vi havde en hyggelig dag i Horsens, med julemarked, frokost på cafe og en masse tøsesnak...tak for en hyggelig dag piger :-)

fredag den 18. november 2011

Så grådlabil man da kan være

I dag befandt jeg mig i et storcenter, da der blev kaldt på Niels over radioen, hvis datter Laura på otte år var blevet væk fra ham. Jeg stod tilfældigvis i nærheden af informationen og der overværede jeg gensynet mellem far og datter. Laura fik øje på sin far på mange meters afstand og løb ham i møde og kastede sig grædende om halsen på ham, mens faren sagde "der er du jo basse". Af en eller anden grund begyndte tårerne at trænge sig på i mine øjenkroge og jeg stod bare og kæmpede for at holde dem væk. Lige der, midt i City Vest stod jeg så med store våde øjne....ææjj altså!
Der sker altså et eller andet med én, når man bliver mor (eller også er det bare pga. hormon-ræset der foregår i min krop i disse måneder?)

onsdag den 16. november 2011

Produktive Vera

Forleden da jeg hentede Vera i vuggestuen, lå der et helt lille lager af hjemmelavede ting af ler, maling og visne grene og blade i Veras garderobe. De har været nogle ture i skoven i løbet af de sidste par uger og her har de samlet blade, grene og andre skov-ting, så de kunne lave skov/efterårs tema i vuggestuen. Jeg måtte lige spørge pædagogen om det nu også er Vera der har lavet det hele og det svarede hun ja til. Så jeg måtte have alle de fine sager med hjem.
Se lige hvor fint


Så er årets julegaver til bedsteforældrene i hus ;-)
Det er altså virkelig sejt, at de laver så mange sjove og hyggelige ting nede i vuggeren.

torsdag den 10. november 2011

Jeg er helt rolig igen

Forleden var Vera og jeg på besøg hos min veninde som har en dejlig lille søn på lidt over fire måneder. Vera har før været sammen med lille Simon, men det er efterhånden et par måneder siden sidst. Hun er altid kærlig over for og meget interesseret i små babyer, men denne gang viste hun mere interesse end hun plejer. Da hun så ham ville hun kramme og kysse ham (store våde kys lige på munden...hvis jeg ikke nåede at gribe ind og bede hende om at kysse ham på kinden i stedet for) og hun var bare så sød ved ham. Det varmede mit moderhjerte meget og hvor er det dejligt at hun reagerer sådan. Forhåbentlig er hun ligeså sød, kærlig og interesseret når hun selv bliver storesøster om mindre end seks måneder :-)


Vera og baby Simon

Og så får Simon lige et kys mere...måske nyder han
det ikke helt så meget som Vera gør :-)

tirsdag den 8. november 2011

Moritz!

Forleden da jeg var i H&M lå der en fin børnebog på skranken. Der var nogle utrolig fine billeder i, som jeg faldt for med det samme, så den bog måtte jeg bare eje. Den er uden tekst, men med en sød lille historie om lammet Moritz, fortalt med de smukkeste billeder. Den kostede kun 30 kr. og så støtter man endda unicef og arbejdet med at beskytte børns rettigheder i Bangladesh, total win win!
Har overvejet at købe en mere, så jeg kan klippe billederne ud, ramme dem ind og hænge op...for de er altså bare fine, se selv:









lørdag den 5. november 2011

Tanker om barn nummer to

Nu når jeg er gravid for anden gang, er det klart at jeg gør mig mange tanker om hvordan det bliver at have to børn. Er det det rette tidspunkt? Skulle vi have ventet? Kan vi nu klare det? Hvordan kommer Vera til at takle det? osv.
Det er fedt at læse med og høre om hvordan I andre klarer det rundt omkring, men jeg bliver også en lille smule skræmt når jeg læser dette indlæg (om den ellers så søde Øgle) ovre hos Øglemor, som jo for nylig blev mor til to. (Skulle man alligevel ha' ventet til den store er teenager med at få barn nummer to?)
Jeg kan genkende situationen som Øglemor beskriver, om at have et barn der har sin egen vilje, selv vil bestemme og at det kan tage flere timer at putte om aftenen. Det er hårdt nok, når man blot har ét barn og det hele er nok lidt lettere at kapere for os end for andre med to børn, men før vi ved af det, så har vi altså også to børn. Jeg tænker hele tiden, til den tid er Vera jo det ældre og så går det hele jo bedre med at sove osv. Men det er tilsyneladende ikke altid sådan det fungerer.
Som sagt er det fedt at læse med hos I andre....så kan vi da nå at forberede os mentalt...hvis det overhovedet er muligt :-)

søndag den 30. oktober 2011

Hopper med på boom'et

Jeg blogger ikk' så meget disse dage da jeg er meget træt for tiden og har været det i en lang periode. Mon ikk' det har noget med denne lille prut at gøre...


Han/hun er faktisk kun omkring 6 cm på dette billede, utroligt ikk'!

...som havde meget svært ved at ligge stille da han/hun skulle fotograferes :-)

lørdag den 22. oktober 2011

Efterår

Skal lige afprøve at blogge fra min iPhone. Vi er syge herhjemme... Eller jeg er syg, de andre er efterhånden blevet raske. Så den står på halspastiller og kleenex, suk.

onsdag den 12. oktober 2011

Moaaarrr

Vera har lært at sige "Mor", eller rettere sagt "Moaaar". For "Mor" har hun egentlig kunne sige længe, men det er først nu hun siger det med "ar" til sidst - og hun siger det gerne HELE tiden. Jeg ved ikk' hvem hun har lært det af (altså at tilføje "ar") og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg synes det er sødt eller træls, men vi har i hvert fald lange dialoger for tiden som lyder cirka så'n her:

Vera: Moaaarr
Mig: Veraaa
Vera: Moaaar
Mig: Veraaa
Vera: Moaaar
Mig: Veraaa
osv.

Hun siger nye ord næsten dagligt og hun er så småt begyndt at sætte to ord sammen og det er simpelthen så sjovt at følge med i. Jeg glæder mig til hun sådan RIGTIGT kan snakke, så hun undgår at blive frustreret når vi ikke forstår hvad hun vil. Lige for tiden kan hun blive virkelig sur og fortvivlet (også hvis hun ikke lige får sin vilje) og det kan altså godt være en udfordring at takle.
Men hvor er det en fryd at se den udvikling der sker i det lille menneske, trods fortvivlelsesanfald.

søndag den 9. oktober 2011

Krea-dag

Jeg var til Krea dag igår, med en masse søde bloggere. Det var Anna der havde arrangeret det og det var super hyggeligt - og der var RIGTIG meget garn, stof, papir og ikke mindst kage..tø-hø. Hvis du vil se billeder, kan du blot gå over på LaRaLiL og kigge, for jeg fik ikke taget et eneste billede.

Jeg fik syet lidt (I må vente med at se hvad, for jeg er ikke helt færdig endnu) med hjælp fra et par kyndige sy-bloggere (tak Anna og Christine) og så fik jeg et lyn-kursus i hækling. Fedt med en masse Krea-ladies som kan hjælpe en "krea-amatør" som mig :-) Jeg hæklede blandt andet (det meste af) dette armbånd til Vera, med hjælp fra søde Emilie

Havde vist lige glemt hvor tykke hendes små håndled egentlig er.
Der sad en lille hvid perle midt på blomsten, men den røg altså hurtigt af.

Da Vera fik det på igår, styrtede hun ud foran spejlet for at se hvor fin hun var.

Der blev hevet lidt i knappen...

...og smagt lidt på den.

Jeg fik også klippe-klistret lidt og ikke mindst sludret en hel del. Sikke en hyggelig dag.


fredag den 7. oktober 2011

En tand - selvfølgelig!

Ja, igår gik det op for os, at Vera har fået en kindtand...en af de der man normalt (vist nok) først får i to års alderen (hun har også fået alle sine andre tænder meget tidligt). Det var altså lidt af en lettelse, for så er der da en forklaring på nogle af de ting der foregår herhjemme for tiden. Eks. at hun smider med sutterne i stedet for at sutte på dem, savler så meget at hendes tøj skal skiftes (hun har nu fået en savlesmæk på...altså om dagen, ing') har fingrene i munden, bider i ting og ikke gider at sove (man giver jo tænderne skyld for alt muligt skørt, så hvorfor ikke også søvnen?).
I går tog det kun halvanden time at putte hende og der var meget mindre gråd og utilfredshed, så vi satser på at det går den rette vej nu. Pyyyhhaaa!

torsdag den 6. oktober 2011

Det der med at sove ikk' II

Vera nægtede at sove igår, hun NÆGTEDE simpelthen....ligeså snart vi nærmede os hendes tremmeseng begyndte hun at skrige som en stukket gris. Og vi skulle da lige vove på at lægge hende ned i sengen, for dælen da hun kan blive gal. Hun plejer at elske sine sutter mere end noget andet, men igår/i nat fløj de om ørerne på os når hun kastede med dem. Og selvom man kun er halvandet år, kan man altså godt selv komme ud af sin tremmeseng, ikke på en særlig elegant og smertefri måde, men det kan lade sig gøre, hvis man er desperat nok.
Vi vidste slet ikke hvad vi skulle stille op, har aldrig ALDRIG oplevet hende så sur før, i SÅ lang tid. Man kan altså ikke lade vær med at tænke, hvad er det man, som forældre gør forkert, når hun har det sådan? Oftest er der ingen problemer med at putte hende i hendes egen seng. Det tog 4 timer og 45 minutter før hun sov igår, jep FIRE TIMER OG TRE KVARTER, fra vi puttede hende første gang til hun sov. Vi kæmpede med hende lidt på skift og vi prøvede at lade hende komme med ind i stuen lidt og se "Bam" (Bamses billedbog som hun elsker) og så snart hun fik lov til det, faldt hun mere eller mindre til ro. Men så snart vi forsøgte at putte hende igen, gik det løs igen. Vi prøvede ALT! Ren ble, rent nattøj (det var gennemblødt af savl og tårer), mad, drikkelse, bamse, dukke, sut, to sutter, tre sutter, sang, nus, putning i vores seng sammen med os osv. INTET hjalp. Til sidst faldt hun til ro i mine arme, af ren og skær udmattelse, mens jeg gik rundt med hende og sang for hende (som jeg havde prøvet mange gange tidligere på aftenen, men det skulle altså lige ta' nogle timer før det hjalp), men der var klokken altså også næsten halv et. Puha, så er det man er glad for at man blot har ét barn.

Hun valgte så at vågne kl. 6.30 med et hyl og nægtede igen at sove videre....så det blev til seks timers søvn for den lille dame i nat. GODT jeg har fri i dag...hun kom altså i vuggestue, så kan hun sove dagen væk dernede, mens jeg slapper af herhjemme. Havde helt glemt hvordan det føles med et skrigende barn og al for lidt søvn.

Stilhed før endnu en storm, omkring kl. 22.30 med en kop mælk,
en skive knækbrød og en "hap" (ostehaps)

tirsdag den 4. oktober 2011

Åh gud, der sker jo ikke en skid her ovre hos mig for tiden, beklager, men jeg har sgu lidt travlt disse dage....har en masse blogindlæg som jeg gerne vil skrive, men kan ikke lige finde tiden til det. Det skal nok komme igen snart....håber jeg.

søndag den 25. september 2011

Det var så den weekend

Vi har haft besøg i denne weekend. Vi skulle passe vores venners søn Isak som er fem måneder ældre end Vera. Orv det var hyggeligt. De to små hyggede sig bare SÅ meget og vi fik øvet os lidt i, at have to børn (for Vera skal da helt sikkert være storesøster en dag).

Isak og Vera klar til tur i cykeltraileren/gå-vognen
Tur på byggelegepladsen
Der blev spist pasta med kødsovs til den store guldmedalje.
Jeg ved godt at det ser uhyggeligt ud med slørede ansigter, beklager.

Isaks forældre hentede Isak omkring midnat, hvilket var heldigt, for Vera valgte at holde "fest" i nat i næsten tre timer....godt det bare var søndag i dag, så vi alle kunne slappe af. Hun har ellers i meget lang tid, sovet igennem uden de store opvågninger, men i nat nægtede hun at ligge i sin egen seng og hun gad da slet ikke at sove. Så der blev vores tålmodighed lige sat på prøve - og hvor bliver man i tvivl om man nu gør "det rigtige".
Vi har ALDRIG ladt hende ligge og skrige/græde alene, men vi prøver at lade hende ligge i sin egen seng mens vi sidder ved siden af hende, aer hende og taler beroligende til hende eller synger for hende...men nogle gange kan hun altså lyde så ulykkelige, at vi tager hende op og i samme øjeblik stopper hun med at græde og til tider begynder hun faktisk at grine når hun kommer op, eller siger højt "Heiij". I det sekund vi så lægger hende ned i sin seng igen, begynder hun igen at græde højlydt. Puha, den er altså lidt svær synes jeg. Nå men ja, det blev altså ved fra kl. 00:20 til 03:00...puha vi var trætte i dag, alle tre.
Her til aften faldt hun hurtigt i søvn uden al for meget brok og nu sover hun heldigvis trygt og godt i sin seng - forhåbentlig HELE natten.

I dag var vi også lige et smut på byggelegepladsen, der er et højt lege/klatre tårn som Vera er ret vild med at være oppe i og kan bruge lang tid på at spæne rundt og rundt og rundt.

"Kom og fang mig far"
Og til sidst et billede af dagens aftensmad....hjemmelavet kylling og bacon sandwich, mums!



God søndag aften til jer derude :-)


søndag den 18. september 2011

Weekend-ophold

Jeg har i denne weekend været på faglig konference i forbindelse med mit job og har derfor været væk fra min skønne familie i over et døgn. Det er altså helt utroligt så meget man kan savne sit barn, selvom man kun er væk i så kort tid. Og hvor er det bare fantastisk, når man bliver mødt med jubel, masser af våde kys og skønne knus af små buttede arme, når man træder ind af døren derhjemme.
Håber også I andre har haft en dejlig søndag :-)

fredag den 9. september 2011

Dagens høst

Vi har et lille bitte drivhus med lækre søde tomater i, som bl.a. Vera er helt vilde med. De er f.eks. gode at give med i madpakken, en lille plastikbøtte med låg med halve søde små tomater i...mums.



De er også gode direkte fra drivhuset


Med munden fuld af tomat...lige så det skummer

torsdag den 8. september 2011

Æblehøst

Kan I huske vores æbletræ der var ved at vælte over i naboens drivhus? Det er nu blevet beskåret en smule en hel del og rettet op. Det er faktisk min mor der har været igang, en dag vi kom hjem fra arbejde havde hun gjort det....dejligt at ha' en mor på efterløn der har tid og overskud til den slags :-) Se lige her en gang hvad der kom ud af det

Æbler alle steder. Det her er kun cirka en tredjedel af alle de æbler det er blevet til ind til videre

Vera har været igang med at spise en del æbler, men tager ofte blot en bid og lægger det derefter fra sig igen

Siden jeg tog dette billede er der blevet bidt af begge æbler, fedt nok med afbidte æbler alle vejene, ha ha.

Og sådan ser vores æbletræ så ud idag

Et kort øjeblik med solskin
Æbletræet stod her da vi flyttede ind for to år siden, så vi ved faktisk ikke hvad det er for nogle æbler, men dem der boede her før havde fået det af Bonderøven Frank og han havde sagt, at det var den bedste slags æbler....men jeg ved ikke om det var til madlavning eller til at spise, for jeg synes ikke de er så søde, faktisk er de lidt sure. Men mange har vi i hvert fald, så et eller andet må vi jo bruge dem til...sidste sommer/efterår blev det bl.a. til æbletærte, nu må vi se hvad vi finder på i år ;-)

onsdag den 7. september 2011

Hjemmestrik - og andet krea-halløj

Igår var Veras søde farmor forbi med denne underskønne sweater til Vera


Hvor er det altså bare fedt at andre gider at strikke til Vera, når nu jeg ikke selv har tålmodighed til det. Jeg vil se hurtige resultater og det kommer der altså ikke når jeg strikker. Opskriften har jeg fået fra Mette.

Som nogle af jer måske ved, så er jeg ikke super dygtig med nål og tråd, strikkepinde osv. Men man bliver jo inspireret her i blogland og får idéer og tips, så jeg er nu kommet igang med at sy (igen...syede lidt under min barsel, men ikke tøj).

Jeg har bl.a. lige syet disse bukser til Vera

Jeg er mega stolt

I ærgerelse over at min mor for nogle år siden gav stort set hele sit gamle stof-lager væk (en hel flyttekasse med gamle retro-stoffer) til et fritidshjem, så shoppede jeg altså lidt amok på malika-rosa.dk i aftes, så nu venter jeg spændt på en masse nyt stof, så jeg kan sy mere tøj til Vera.

Og ved I hvad, så har jeg faktisk også lige tilmeldt mig "Krea-dag" for bloggere ovre hos Anna (var det ikke noget for dig at være med til det??). Uuhh det bliver spændende...så kan det være der er nogen der kan lære mig at hækle, for det gad jeg altså godt at kunne....men måske går det også for langsomt for mit temperament....det vil tiden vise. Men hvor ville det være fedt at kunne hækle søde små kaniner som den her nedenunder, som vi købte på et loppemarked i weekenden.

Når man så'n sidder og er lidt træt, så er så'n en kanin god at nulre ører på :-)

60 kr. - det var da billigt

Nå, men nu vil jeg hente Vera i vuggeren, vi skal til musik og rytmik for første gang....tror det bliver en succes hos den lille dame, hun elsker musik og dans.
God onsdag til jer!

torsdag den 1. september 2011

Køretøj til Vera

Vera er ret vild med alt hvad man kan køre på, men hun har ikke selv noget køretøj ud over sin gå-vogn, men den kan man jo ikke sidde på, mens man kører. Derfor overvejer  kæresten og jeg at købe en wheely bug til hende.
Jeg er på jagt efter den på nettet og så dem på udsalg på legeakademiets hjemmeside. Det er billigt og jeg ved at legeakademiet er en reel internetshop og at de sælger ordentligt kvalitetslegetøj. Men jeg ville nu alligevel tjekke om man kan få den endnu billigere et eller andet sted derude. Jeg googlede "wheely bug" og fandt dem billigere (næsten for godt til at være sandt) på billigwheelybug.dk. Men så blev jeg alligevel lidt skeptisk, er det nu den originale de sælger....eller er det en kopi? Kæresten har læst noget om, at man kan få kopier på nettet og det er vi altså ikke interesseret i, selvom de måske er billigere.
Er der nogen derude der har erfaring med denne side eller andre internet-shops der har dem på tilbud? Og er der nogen derude hvis barn har en wheely bug og er de overhovedet et hit blandt ungerne?

Vi skal også lige blive enige om hvilken en det skal være, kæresten er vild med koen

Billede lånt her

Men jeg er ret vild med musen

Billede lånt her

Vi må jo slå om det :-)


tirsdag den 30. august 2011

Photo challenge day 30

Selvom jeg har givet op på den der photo challange pga. tidsmangel, får I alligevel lige et billede i dag. Her kommer Vera spurtende igennem stuen med solbriller i panden (beklager rod og vasketøj i baggrunden)

"In motion"

Vera i fuld firspring og sløret kæreste i baggrunden

mandag den 29. august 2011

Søde bøger

I weekenden var vi til Veras kusines fem års fødselsdag. I gave havde jeg købt to skønne børnebøger skrevet af Alberte Winding. Her hjemme er vi ret pjattede med Windingerne.
Bøgerne handler om Betty på fire år, om hendes drømme og hverdag med sine travle forældre. Det er nogle rigtig hyggelige historier, både for børn og voksne og super flotte tegninger, tegnet af Rasmus Bregnhøi. Se bare her:








Klar til fødselsdagsbarnet

Heldigvis synes fødselaren også at de var rigtig fine og hun ville have dem læst højt med det samme. Dejligt at ramme plet :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...