Ammehår

Så starter det.

Adr!

Mine fødder er da heldigvis ikke blevet større.

Kvindeløb...I don't think so

Inden jeg fik Vera løb jeg en del i Marselisborg skov....mmmhhh det er en dejlig skov at løbe i, vand på den ene side og skov på den anden. Ja, jeg var faktisk begyndt at holde af at løbe, gjorde det ikke blot for motionens skyld, men fordi jeg syntes at det var fedt (ja, tænk at det kan lade sig gøre). Jeg løb også nogle gange kvindeløb, Femina og Alt for damerne og dem der. Det var jo også planen at jeg skulle igang med det der løb, efter jeg havde født. Men det er bare som om, at det ikk rigtig er blevet til noget. Okay et par små-ture i efteråret...men så kom sneen...og så gik det ligesom lidt i stå. Mine løbesko er os blevet lidt for små efter graviditeten...(eller er det mine fødder der er blevet større??)...de gnaver i hvert fald. Min søde kæreste gav mig et gavekort til en løbe-butik, så var der i hvert fald ingen undskyldning. Jeg tilmeldte mig derfor Femina kvindeløb den 8. maj sammen med nogle kolleger, for så havde jeg da et mål at træne op til. Tror I jeg har fået trænet? Nope! Tror I jeg har købt nye løbesko? Nope! Jeg er sgu bange for, at jeg ikke når det inden løbet d. 8. maj. Måske må det bare blive en hyggelig picnic med familien. Så kan jeg sidde og spise kage og drikke saftevand på tæppet, mens jeg hepper på kollegerne....så når jeg nok det løb næste år, ikk. (Eller skulle man tilmelde sig Spartas løb med Maren og Fuhrmann og så satse på at man når det til juni....eeejjj, tror det ikk.)

Gravid og på lykkepiller...

er jeg ikke, hverken det ene eller det andet. Men jeg har lige læst en artikel i "Ude & hjemme" (min mors yndlings ugeblad :-) der handlede om en kvinde (faktisk to), som tog antidepressiv medicin under sin graviditet og imens hun ammede og mistede to spædbørn pga. det. De døde simpelthen pga. moderens medicinforbrug og hendes tredje barn fik hjertestop men blev genoplivet. Det må være SÅ forfærdeligt at opleve sådan et mareridt og jeg vil bare lige give beskeden videre, hvis nogle af alle jer gravide blog-kvinder skulle være i den situation, I kan læse artiklen her og se evt. også her.

Tøjet strammer derhjemme

Jeg sad lige og læste Marens blog. Hun skriver bl.a. om, hvordan jeg har det med mit tøj...og mit hjemmekluns (som vi kalder det herhjemme). Så snart jeg kommer ind ad døren der hjemme (ja, først der, skørt ikk?), så begynder de stramme jeans at stramme helt ufatteligt meget og bh'en irritere noget så grusomt og det skal bare AF i en hvis fart og på med det bløde løse tøj som ikke strammer nogen steder. Håret bliver også sat op i en trist hestehale og pandehåret skal VÆK fra hovedet med hjælp fra et par hårnåle. Det er sgu lidt synd for min kæreste at han altid (i hverdagen i hvert fald) kun ser mig med kedeligt hår og hjemmekluns på....og hvor er det egentlig fjollet, at man ikke lige gør lidt ekstra ud af sig selv, når man er sammen med den person som man gerne vil have skal elske én for evigt. Når man så går på arbejde, shopping eller lign. så gør man alt muligt for at se pæn ud med smart tøj, hår, make-up osv. Jeg kan godt se det er absurd, men åååhhh hvor er det altså bare behageligt at få hjemmeklunset på efter en lang dag på arbejde. Jeg er forhåbentligt garanteret ikke den eneste der har det så'n?

Så fik mutter rystet sin bootie...yay!

Jep, som overskriften siger, var jeg ude at danse igår (i nat), for jeg var nemlig til fest. Ikke bare en lille privat hygge fest, næ nej, det var en STOR firmafest på hotel, hvor vi alle skulle overnatte. Det var en af de der fester med tre retters mad (fire hvis natmaden tæller med), fine tjenere, flere hundrede mennesker, liveband, dans natten lang og fri bar. Jep, og jeg fik danset mine fødder ømme, snakket (sunget) mig hæs og drukket så meget rødvin og baileys, at jeg havde en lille smule svært ved at finde tilbage til mit hotelværelse. Og hold op hvor var det skønt at gakke ud sammen med mine fantastiske kolleger. Så'n en aften har jeg ikke haft siden før jeg blev gravid, så det var på tide.
I dag kom jeg så hjem til kæresten og Vera og en solfyldt have. Mmmhhh solskin, det kan gøre mig helt høj, vi har hygget i haven det meste af dagen (okay, jeg har sovet på liggestolen...godt jeg lige fik klasket lidt solcreme på mine blege lår-basser inden jeg gik omkuld, ellers var jeg endt som en kogt krebs) og kæresten og Vera har gynget og pillet i græsset (og smagt på diverse tørre blade, jord, sten etc.).

Vera med hænderne godt begravet i højbedet...godt nok et billede fra forleden hvor temperaturen var lidt lavere end i dag, det forklarer hue OG solhat (man må jo bruge billederne fra arkivet, som nævnt var jeg ikke psykisk til stede til at foto-dokumentere i dag :)

Voksi-posen er gemt væk og det giver nye mosle-muligheder i barnevognen. Barnevogns-seler er en god opfindelse. Læg lige mærke til påske-sweateren med kyllinger på, den er ny og hjemmestrikket (af farmor...bare rolig, jeg har ikke været igang med at udfolde mig ;-)

Graviditets-boom og tanker om barn nummer to

Jeg har mange gravide omkring mig. To af mine gode veninder er gravide lige nu, de skal begge føde i juni, en anden bedste-veninde har lige født en dejlig lille dreng, jeg synes jeg ser gravide alle vegne og blogland flyder over med gravide...og det er jo skøøønt med alle de nye liv der spirer rundt omkring.

Da vi fik Vera, havde vi egentlig troet at vi var klar til at arbejde på en lillebror (for selvfølgelig bli'r det da en dreng næste gang :-) når Vera var et års tid. Men jeg må gå til bekendelse, jeg er slet slet ikke klar endnu og det er kæresten heldigvis heller ikke. Jeg gider faktisk ikke at være gravid igen lige nu. Kan så absolut godt undvære vand i kroppen, snurren i fingrene, wc-rend om natten, strækmærker, konstant bekymring for om baby har det god derinde, træthed og ingen alkohol (ikke fordi jeg drikker alkohol ofte, men nyder da et glas rødvin med kollegerne fredag efter arbejde og den slags). Og så nyder vi Vera så meget og vi er ikke klar til at dele kærligheden til hende med andre endnu. Og så er der jo også lige det der med natteroderiet....det kan jeg altså også godt undvære lidt endnu. En anden veninde, som har to små børn, mindede mig da også lige om, at parforholdet altså ikk er helt det samme efter barn nummer to. Der er altså lige lidt flere madpakker der skal smøres og lidt mere legetøj der skal ryddes op osv. Og det ved jeg jo godt og det er jo bare endnu en god grund til at vente lidt endnu med nummer to.
En anden grund er, at jeg(vi) blev væltet fuldstændig bagover da vi fik Vera. Havde ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig hvor hårdt det var at få et barn (for os, sådan er det vel ikke for alle?). For det første var fødslen laaaang og kaotisk og de første tre-fire uger af hendes liv havde vi slet ikke overskud til noget som helst andet end at tage os af hende og sove når hun sov. Det føltes som ren overlevelse. Ikke en gang en kop kaffe kunne vi overskue at drikke. Vi så ikke TV. Læste ikke avis. Min mor handlede for os og lavede ofte mad til os. Vi kom ikke udenfor en dør. Vi levede i en bobbel af baby (der konstant skulle vækkes og holdes vågen for at spise for derefter ikke at ville sove igen men skrige, når hun så ENDELIG var faldet i søvn, var det tid til at vække hende igen for at spise igen....puha det var nogle hårde dage), amme-problemer, bekymringer om jeg havde nok mælk (Vera tabte sig i starten) hormoner, lykke, skrækslagenhed og søvnmangel. Jeg havde en fornemmelse af, at det blot var for en periode hun skulle være hos os, sådan lidt "ja, hun er da meget sød, men hvor længe skal vi passe hende? Hvornår kommer der nogen og henter hende?" Gudskelov var der ingen der kom og hentede hende.

Hvis denne kaos-tilstand opstår igen ved barn nummer to, kan jeg slet ikke se hvordan jeg/vi skal få overskud til samtidig at tage os af Vera....og det ville jeg bare ha' det så dårligt med...ikke at have tid og overskud til at være der for hende.....hatten af for enlige mødre (og fædre).

Puha det blev en lang smøre, men ja...vi venter altså lidt endnu med barn nummer to, så familie og venner der læser med, i behøver ikke at holde vejret. Hvad med jer derude med to børn....er der lidt mere ro på ved barn nummer to? Please sig ja!

Næsten ét år og vaccineret

Jeg har snydt lidt. Vera var til ét-års undersøgelse i dag, selvom hun faktisk ikke er et år endnu, det bliver hun først om en uge. Hun har desværre stadig væske i ørerne, og da det alligevel skulle tjekkes hos lægen, tænkte jeg at vi ligeså godt kunne ordne det hele, når vi nu alligevel var der. Men ja, stadig væske i ørerne trods flere penicillin-kurer, men ellers var alt som det skulle være med hende, hun følger vægt og højde kurven rigtig fint. Anderledes var det med moderen (mig!) jeg fandt ud af, at jeg ikke følger vægtskemaet helt (okay, det kom måske ikk som nogen overraskelse)....jeg lavede samme nummer som Øglemor gjorde for noget tid siden....det der med at stå op på vægten først alene og derefter med barn....det fortrød jeg ret hurtigt, og nej, I får ikke at vide hvad tallet stod på (jo, altså Vera vejer 10,4 kg...det må I gerne få at vide). Jeg har den sidste tid bevidst ikke nærmet mig vægten, var godt klar over, at jeg nok ikke havde smidt de der ekstra gravid-kilo endnu...suk....men inden længe kommer foråret, altså sådan rigtigt, og så skal jeg til at løbe og cykle en hel masse (ja, helt sikkert iggå!).

Jeg har haft mange overvejelser om Vera skulle vaccineres, men besluttede mig(os) for, at det skulle hun.
Sidste efterår (altså 2009), da Influenza-A-panikken var over os, var jeg halvvejs i min graviditet og jeg var i syv sind over, om jeg skulle blive vaccineret eller ej. Jeg tænkte og tænkte, læste en hel masse om det på nettet og blev bare endnu mere forvirret, da jeg kunne finde masser af argumenter både for og imod. Jeg gik længe og var forvirret og frustreret over, at jeg selv skulle tage stilling til, om jeg ville vaccineres, for jeg ved jo ingenting om den slags. Hvorfor kunne "de kloge" ikke tage beslutningen for mig og bare sige at alle gravide anbefales eller anbefales ikke at blive vaccineret!? Nej nej, det var helt op til den enkelte, du må selv bestemme...okay, som regel er det jo dejligt at man selv kan få lov at bestemme over sin egen krop og hvilke sygdomme der skal sprøjtes ind i den, men lige præcis i den situation, kunne jeg godt ha' brugt lidt hjælp....jeg vidste simpelthen ikke hvad der ville være det bedste for mig og mit barn.
Jeg endte med at gøre det. Jeg ringede til en hotline de havde på Skejby og talte med en, som sagde at gravide i USA og Australien var døde af influenza A. Sikke en masse skræmmehistorier man hørte alle vegne. Det var ligesom det der gjorde udslaget....jeg ville ikke risikere at dø!? (var det nu også det man risikerede?) På en måde var det en lettelse at have taget beslutningen. Så var beslutningen taget og jeg behøvede ikke at bekymrer mig og granske mit sind længere. Jeg talte med flere gravide, som valgte ikke at blive vaccineret og de gik hele det efterår og bekymrede sig og var nervøse for, om de ville få influenza A. Det undgik jeg...selvom jeg nok også havde overlevet ikke at blive vaccineret.

Jeg tror dog jeg ville have det på samme måde, hvis vi ikke havde ladet Vera vaccinere (altså bare de almindelige børnevacciner iggå), jeg ville bekymrer mig og bruge en masse tid på at være nervøs og tænke over, om det nu var det rigtige valg jeg(vi) havde taget. Skræmmehistorier er der jo nok af.
I dag blev hun altså vaccineret for tredje gang (eller faktisk 5. og 6. gang, de får jo to stik pr. gang). Hun var bare SÅ sej, græd næsten ikke....kun lige lidt da hun fik den sidste, den der svier, men hun var lyn hurtig ovre det og moren (og mormoren som også var med) var SÅ stolt af hende :-)

Nu håber jeg bare, at hun ikke får feber i aften og at det var det rigtige at gøre...hvad faa'n er det rigtige egentlig? Jeg bliver nok aldrig helt sikker.

I får lige et billede af hvordan man ser ud, når man prøver at kysse sin mor igennem en rude...ikk så køn, men ret sødt, ikk? :-D

Mmmuuuwwaa!

Store fødder

Mine fødder er vokset! Et helt nummer faktisk, hvilket har betydet, at jeg har måtte sortere grundigt ud blandt mine sko og støvler. Jeg må indrømme, det kom noget bag på mig, at de ikke skrumpede ind igen. Okay, de skrumpede da lidt ind, men altså ikke helt ind (til normalt str.). Det er altså ikke så fedt, når man som mig har over 50 par sandaler, sko og støvler. Mange er dem, har jeg blot haft på én enkelt gang eller to og jeg må nok erkende, der er da også nogle stykker jeg aldrig har haft på. Men jeg havde intentioner om, at de skulle på, når lejligheden var der. Flere af dem er høje fine sko, som jeg skulle bruge ved festlige lejligheder, men nu kan jeg så bare give dem væk, sælge dem på Trendsales eller kyle dem ud. Suk. Men som kæresten sagde, "så tænk lige på alle de NYE sko, du skal ud og købe", og han havde jo fat i noget der, så jeg har givet mig selv lov til, at købe hele tre par nye skønne støvler denne vinter, så helt slemt er det jo ikke.
Nu håber jeg bare ikke, at mine fødder vokser et nummer for hvert barn jeg får ;)

Ammehår

Min veninde siger jeg har ammehår. Det er da heldigvis blevet bedre, men det er altså stadig meget kort indenunder, sådan lidt "undercut" agtigt og det er altså IKKE pænt. Se selv her

Billedet er et par måneder gammelt og som I kan se, har jeg fået en del små "fimre-hår" og indenunder det lange som er ført om bagved, er håret ligeså kort som "fimre-hårene". Suk. Alle vitaminer i min krop gik åbenbart til mælken og mit hår faldt af i store, nej kæmpe totter og jeg kunne ikke gøre andet end at se til. Det var frygteligt. Heldigvis er mit hår holdt op med at ryge af i så store totter efter jeg er stoppet med at amme, så nu venter jeg bare på, at det vokser ud igen.

Forresten, lod I lige mærke til Lise Rønne i X-factor, hun har også ammehår. Selvom hun er stylet fra top til tå, kan man altså lige ane nogle små "fimre-hår" i den side hendes skilning er. De kendte kan åbenbart heller ikke undgå det ;)