De små hverdags kampe

Yayy, Vera er i bedring...nu er det så mig der er syg, men pyt med det, bare Vera har det godt. Hun får dog stadig penicillin og jeg vovede mig lige til at smage det stads som vi dagligt tvinger i hende for tiden. Fy føj da, jeg kan godt forstå at hun stejler hver gang hun skal ha' det, det er jo bitterheden selv, forsøgt maskeret med det klammeste karamel-sødemiddel. Det ku' de sgu godt ha' gjort bedre, helt ærligt, det er til børn. Jeg føler virkelig, at det er et dagligt (to gange dagligt faktisk) overgreb på frøkenen, at få det i hende. Bare jeg nærmer mig hende med skeen med penicillin, snører hendes ansigt sig sammen som en hønserøv. Og det blik hun sender mig bagefter giver mig den sorteste samvittighed - hun tilgiver mig aldrig. Shit, jeg føler mig som en ravnemor. Og når vi så også lige skal kæmpe med, at få børstet hendes tænder, dryppet hendes næse med dråber (så hun kan sove uden vejrtrækningsproblemer) og give hende børne-panodil (for smerter i ørerne) oven i hatten, så bliver jeg sgu lidt bange for, at hun får traumer og varige psykiske mén af de kampe vi har med hende. Jeg fangede lige et par billeder af hende, med en snert af hønserøven....her var det bare en agurk hun fik tilbudt, men ikke ville ha'. Kan desværre ikke tage billeder af hende når det virkelig står på, for da er alle hænder i huset i brug.

Ja, som om at det forsvinder hvis man lukker øjnene, men okay, vi forstår kropssproget

Gode råd til at få penicillin i børn uden skrig og skrål modtages med kyshånd.

Nu tror jeg, at jeg vil pudse min næse, drikke min rom og se det sidste af håndboldkampen sammen med kæresten...ja, jeg skrev rom, virker det ikk lidt ligesom hostesaft!?