Graviditets-boom og tanker om barn nummer to

Jeg har mange gravide omkring mig. To af mine gode veninder er gravide lige nu, de skal begge føde i juni, en anden bedste-veninde har lige født en dejlig lille dreng, jeg synes jeg ser gravide alle vegne og blogland flyder over med gravide...og det er jo skøøønt med alle de nye liv der spirer rundt omkring.

Da vi fik Vera, havde vi egentlig troet at vi var klar til at arbejde på en lillebror (for selvfølgelig bli'r det da en dreng næste gang :-) når Vera var et års tid. Men jeg må gå til bekendelse, jeg er slet slet ikke klar endnu og det er kæresten heldigvis heller ikke. Jeg gider faktisk ikke at være gravid igen lige nu. Kan så absolut godt undvære vand i kroppen, snurren i fingrene, wc-rend om natten, strækmærker, konstant bekymring for om baby har det god derinde, træthed og ingen alkohol (ikke fordi jeg drikker alkohol ofte, men nyder da et glas rødvin med kollegerne fredag efter arbejde og den slags). Og så nyder vi Vera så meget og vi er ikke klar til at dele kærligheden til hende med andre endnu. Og så er der jo også lige det der med natteroderiet....det kan jeg altså også godt undvære lidt endnu. En anden veninde, som har to små børn, mindede mig da også lige om, at parforholdet altså ikk er helt det samme efter barn nummer to. Der er altså lige lidt flere madpakker der skal smøres og lidt mere legetøj der skal ryddes op osv. Og det ved jeg jo godt og det er jo bare endnu en god grund til at vente lidt endnu med nummer to.
En anden grund er, at jeg(vi) blev væltet fuldstændig bagover da vi fik Vera. Havde ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig hvor hårdt det var at få et barn (for os, sådan er det vel ikke for alle?). For det første var fødslen laaaang og kaotisk og de første tre-fire uger af hendes liv havde vi slet ikke overskud til noget som helst andet end at tage os af hende og sove når hun sov. Det føltes som ren overlevelse. Ikke en gang en kop kaffe kunne vi overskue at drikke. Vi så ikke TV. Læste ikke avis. Min mor handlede for os og lavede ofte mad til os. Vi kom ikke udenfor en dør. Vi levede i en bobbel af baby (der konstant skulle vækkes og holdes vågen for at spise for derefter ikke at ville sove igen men skrige, når hun så ENDELIG var faldet i søvn, var det tid til at vække hende igen for at spise igen....puha det var nogle hårde dage), amme-problemer, bekymringer om jeg havde nok mælk (Vera tabte sig i starten) hormoner, lykke, skrækslagenhed og søvnmangel. Jeg havde en fornemmelse af, at det blot var for en periode hun skulle være hos os, sådan lidt "ja, hun er da meget sød, men hvor længe skal vi passe hende? Hvornår kommer der nogen og henter hende?" Gudskelov var der ingen der kom og hentede hende.

Hvis denne kaos-tilstand opstår igen ved barn nummer to, kan jeg slet ikke se hvordan jeg/vi skal få overskud til samtidig at tage os af Vera....og det ville jeg bare ha' det så dårligt med...ikke at have tid og overskud til at være der for hende.....hatten af for enlige mødre (og fædre).

Puha det blev en lang smøre, men ja...vi venter altså lidt endnu med barn nummer to, så familie og venner der læser med, i behøver ikke at holde vejret. Hvad med jer derude med to børn....er der lidt mere ro på ved barn nummer to? Please sig ja!