Festdag

I dag er en festdag, det ved jeg godt. Men der er noget (ikke særlig festligt), som har fyldt mine tanker. Det er historien om Victoria, den lille pige fra Nepal, som I måske har hørt eller læst om. Hun blev født med vand i hovedet og opgivet af lægerne. En sej kvinde fra Danmark, tog ned for at hjælpe hende og for at sørge for, at hun fik de operationer der skulle til, men hendes lille krop gav op efter de første to operationer og nu er lille Victoria gået bort. Jeg har fulgt hendes historie på berlingske.dk og jeg havde sådan HÅBET HÅBET HÅBET på, at hun ville overleve og historien ville ende lykkeligt.

Jeg ved godt, at denne historie blot er én blandt mange historier om syge og underernærede eller mishandlede børn, men når nu der endelig var en super sej (dansk) vestlig person (kvinde), som havde gjort sig den ulejlighed, at rejse hele den lange vej til Nepal og bruge alle sine sparepenge på projektet, så ville det bare have været så opløftende, hvis det havde endt godt. Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Jeg forvekslede det vist med en film. Øv, jeg havde tårer i øjnene og en stor klump i halsen da jeg læste sidste afsnit. Du kan se et sammendrag af hele historien her, hvis du har lyst.

Når jeg læser historier som denne, kan jeg undrer mig meget over, hvad der får en mor, til at opgive og forlade sit barn. Hvor er denne "jeg-elsker-dig-for-evigt-uanset-hvad-og-jeg-vil-gøre-alt-hvad-der-står-i-min-magt-for-dig" følelse henne hos sådan en mor? Jeg er "stødt på" disse mødre i flere af de ting jeg har læst for nylig, bl.a. i den bog jeg tidligere har skrevet om. Jeg troede at vi kvinder havde et urinstinkt, der fortæller os, at vi skal passe på vores børn, uanset hvad og uanset hvor få midler vi har at gøre med.

Efter jeg selv er blevet mor, er jeg blevet ekstremt sensitiv, der skal ingenting til, før jeg får tårer i øjnene. Jeg kan ikke holde tanken ud, om alle de børn i denne verden, der ikke får den tryghed, omsorg og behandling som jeg mener, et hvert barn burde ha' krav på. Det er gået så vidt, at jeg kan have lyst til at flå et grædende barn ud af sine mors arme (eller op af barnevognen), så JEG kan få lov at trøste (Jeg ved godt, at det nok ikk er helt normalt og bare rolig, jeg kunne aldrig finde på rent faktisk at gøre det). Hvis Vera græder og min kæreste står med hende for at trøste hende, så står jeg da også og tripper for, at få hende over i mine arme og jeg har da enkelte gange også forsøgt, at "vride" hende fri af hans arme, så jeg kan holde hende og trøste hende....men som regel får jeg lov, inden jeg begynder på det pjat (jeg sagde jo at det ikk er helt normalt, måske skulle jeg opsøge en psykolog ;).

Som I kan høre, så svulmer mit hjerte over af moderfølelse, for jeg er sgu' blevet mor her i år 2010 og det er med stort M, og jeg elsker det og jeg elsker at elske min lille basse.

Tak fordi du lyttede, ha' en forrygende aften og pas på jer selv og jeres øjne (I ved, fyrværkeri og såå'n)

GODT NYTÅR!