Spring Vera, spring!

I dag var Vera i vuggestue for første gang i en uge, og ja, hun er endelig rask, det er skønt. Men vi synes hun har været noget bipolar de sidste par dage efter feberen har lagt sig. Det ene øjeblik er hun sur, utilfreds med alt og virker frustreret og det andet øjeblik er hun glad og tilfreds. Hun virker rastløs. Hun sover ikke helt så godt som hun plejer. Hun har også mistet sin ellers glubende appetit, kun tykmælk og frugt gider hun ha', det meste andet bliver hun decideret gal over at få tilbudt. Hun er begyndt at brokke sig når vi skifter hendes ble, hun vender sig konsekvent om på maven og bliver rasende når vi prøver at vende hende tilbage på ryggen. Hun skal helst underholdes og holdes beskæftiget hele tiden, ellers begynder hun at brokke sig. Hun er begyndt at smide med sit legetøj og med maden og hun flår ting i stykker, hvis hun kan slippe afsted med det.

Jeg kan altså ikk' finde ud af at sætte billederne op ved siden af hinanden, så I får dem lige i en lang række.

Det er som om, at hun bevidst er "uartig", kigger på mig, smiler og smider sin mad på gulvet (og jeg kan selvfølgelig ikk lade vær med at grine af hende). Vi har selvfølgelig undret os over, hvor vores søde og altid glade lille datter er blevet af, men så var det jeg kom i tanke om de der tigerspring. Jeg kom da også lige i tanke om, at jeg da havde en bog liggende, hvor der står lidt mere uddybende om springende. Bogen har jeg for lang tid siden lagt tilbage på hylden, da jeg alligevel ikke syntes, at nogle af tingene passede på Vera, men det kan jeg da lige love for, at de gør nu. Vera er 46 uger gammel og det passer præcis med, at alle disse ting normalt sker omkring 46. uge. Jeg læste det højt for min kæreste og vi åndede lettede op, det er åbenbart helt normalt og det går over igen inden for fem uger, hvis vi er heldige kortere og uheldige længere. Hun er simpelthen ved at lære nye færdigheder og hendes lille sind er i rivende udvikling. Det er første gang, at vi kan mærke sådan et tigerspring på hende og jeg synes at det er utroligt, at det passer så præcist denne gang. Jeg glæder mig allerede til springet er ovre og hun forhåbentlig har lært en masse nye færdigheder.

Man bli'r træt af al den ballade

Otte ting om mig

Jeg blev for lidt tid siden tagget i den store stylish blogger award af Mette med bloggen Ungernes mor. Tak Mette :) Jeg ved godt, at der er rigtig mange der har modtaget denne award og at den for nogle allerede er glemt igen, jeg vil nu alligevel bruge den til at fortælle otte ting om mig selv, men jeg vil dog ikke sende den videre, da alle efterhånden vist har haft den :)
Men her kommer altså otte ting om mig:

1. Jeg er overhovedet ikke kreativ, men har et stort ønske om at være det. Har både været igang med at male, lave smykker, lære at strikke og sy, men jeg er for utålmodig og går altid i stå efter kort tid, så jeg nøjes med at kigge med hos alle krea-bloggerne og beundre deres værk.

2. Jeg synes det er kedeligt at lave mad og er heller ikke særlig god til det (selvom jeg i flere år arbejdede i Ikeas restaurant) Hjemme hos os er det altid min kæreste der laver mad. Det er han dog nød til, for jeg har et job hvor jeg kommer sent hjem. Bare heldigt for mig at han gider og også synes det er sjovt.

3. Jeg er pligtopfyldende og tidligere kom jeg aldrig for sent, men jeg har det ligesom Mette, efter jeg er blevet mor, kan jeg bare ikke komme til tiden.

4. Bekymrer mig generelt alt for meget.

5. Jeg er et rodehoved og hader at rydde op.

6. Jeg ser min mor næsten dagligt....og jeg savner hende hvis jeg ikke har set hende i nogle dage.

7. Jeg elsker selv at være blevet mor.

8. Havde egentlig planer om, at skulle have barn nummer to forholdsvis hurtigt efter nummer et, men efter nummer et kom og det gik op for os hvor hårdt det er, blev de planer ændret....nu venter vi lige lidt længere ;)

De små hverdags kampe

Yayy, Vera er i bedring...nu er det så mig der er syg, men pyt med det, bare Vera har det godt. Hun får dog stadig penicillin og jeg vovede mig lige til at smage det stads som vi dagligt tvinger i hende for tiden. Fy føj da, jeg kan godt forstå at hun stejler hver gang hun skal ha' det, det er jo bitterheden selv, forsøgt maskeret med det klammeste karamel-sødemiddel. Det ku' de sgu godt ha' gjort bedre, helt ærligt, det er til børn. Jeg føler virkelig, at det er et dagligt (to gange dagligt faktisk) overgreb på frøkenen, at få det i hende. Bare jeg nærmer mig hende med skeen med penicillin, snører hendes ansigt sig sammen som en hønserøv. Og det blik hun sender mig bagefter giver mig den sorteste samvittighed - hun tilgiver mig aldrig. Shit, jeg føler mig som en ravnemor. Og når vi så også lige skal kæmpe med, at få børstet hendes tænder, dryppet hendes næse med dråber (så hun kan sove uden vejrtrækningsproblemer) og give hende børne-panodil (for smerter i ørerne) oven i hatten, så bliver jeg sgu lidt bange for, at hun får traumer og varige psykiske mén af de kampe vi har med hende. Jeg fangede lige et par billeder af hende, med en snert af hønserøven....her var det bare en agurk hun fik tilbudt, men ikke ville ha'. Kan desværre ikke tage billeder af hende når det virkelig står på, for da er alle hænder i huset i brug.

Ja, som om at det forsvinder hvis man lukker øjnene, men okay, vi forstår kropssproget

Gode råd til at få penicillin i børn uden skrig og skrål modtages med kyshånd.

Nu tror jeg, at jeg vil pudse min næse, drikke min rom og se det sidste af håndboldkampen sammen med kæresten...ja, jeg skrev rom, virker det ikk lidt ligesom hostesaft!?

Syg med syg på

Vera er stadig syg. Det er straffen for, at starte i vuggestue, uden bøvl eller gråd overhovedet. Vi troede lige det gik den rigtige vej, men nej, så kom der også lige en mellemørebetændelse oveni hosten, sprutten, feber, snot og opkast. Min stakkels lille basse. Hun har ondt i ørerne og sandsynligvis også i halsen, hun er hæs og sprutter og får ikke sovet ordentligt pga. hun vågner og hoster og græder. Og jeg kan ikke en gang tage mig af hende, for jeg går på arbejde og er væk fra kl. 8.30 til 18.30...og hun går i seng når jeg kommer hjem...øv! I dag nåede jeg lige hjem og holde en noget pylret frøken i mine arme, tvinge noget flydende smertestillende stads i hende og så gik hun omkuld....og hun sover endnu. Pyha det er altså ikke sjovt, når ens øjesten bare er så syg og kigger på mig med øjne der skriger "hjælp mig mor", imens hun er ved at hoste lungerne ud. Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare hende, at det går over og at hun snart er rask igen. Jeg trøster mig med, at det i det mindste ikke er dødeligt, selvom jeg kan komme i tvivl når hun hyperventilerer, sprutter og brænder som en ovn. Kæresten er flyttet permanent ind på en madras ved siden af hendes seng, så han kan hjælpe hende om natten, så jeg kan få sovet og være frisk til job. Jeg føler mig som en ravnemor. Godt jeg kun har én arbejdsdag tilbage i denne uge.

Mmmmhhhh

Luk lige øjnene et kort øjeblik og nyd...

Jeg får sommerfugle i maven af at lytte til ham.

Vi er blevet ramt...

eller rettere sagt, Vera er blevet ramt af sygdom. Vores lille familie har ellers været forskånet hele vinteren, bare set på og hørt om alle andre der var syge, men det kunne opstart i vuggestue da lige lave om på. Det er første gang i sit liv, at Vera er sådan rigtig syg. Feber, hoste (en slem slim-hoste) og kaster al mad og drikke op igen...puha det gør ondt i mor-hjertet at se hende så skidt tilpas. Heldigvis fik vi lidt mælk og lidt grød i hende her til eftermiddag, som ikke kom retur og nu sover hun (igen igen), så jeg krydser fingrer for, at det var en kort omgang og at vi ikke er blevet smittet.

Modern family

Jeg er blevet ret vild med serien "Modern Family" som kørte på TV2 i sommers (tror jeg det var). Forleden så vi et enkelt afsnit og jeg blev endnu en gang mindet om, hvor hyle morsom den serie er.
Den handler om tre familier; bøsseparret med en adoptivdatter fra Asien, den ene af bøssernes søster og hendes mand og deres tre børn og faren til søskendeparret, med hans nye unge hustru fra Columbia og hendes søn. De er altså alle i familie med hinanden og de har alle deres sjove særheder.
Et afsnit handler om søsterens mands (i familien med tre børn) fødselsdag, det eneste han ønsker sig, er en ipad. Min kærestes største ønske til sin fødselsdag igår, var en ipad (han fik den ikke). Jeg er helt sikker på, at hvis han havde fået den, ville han have set cirka ligesådan ud, som faren i Modern Family

Iiiiidag er det kærestens fødselsdaaaag, hurra hurra hurraaaaa!

Så der er blevet pakket gaver op i sengen og hygget OG været en tur i vuggestue (blot Vera og jeg). Hun er bare så god til at være i vuggestue, imorgen prøver vi at putte hende dernede, det bliver spændende.

Af mig fik kæresten en bagebog af Claus Meyer, "Meyers bageri", en pastamaskine, en god røget whiskey og et fint uld-halstørklæde. I aften kommer hele familien og så skal vi ha' barolo-marineret kalvesteg eller braiseret kalvesteg som det vist hedder, men det er altså marineret i rødvin, mums! Glæder mig til god mad og familiehygge...og jeg har fri imorgen igen, det er bare skønt. Og har I lige set hvor solen skinner i dag, min kæreste har været rigtig sød...det er han faktisk altid :)

Kø'venhavnersnude

Blev inspireret til titlen af hende her. Jeg talte nemlig med en rigtig københavnersnude i telefonen den anden dag. Jeg var på arbejde. En privat kunde ringede ang. nogle varer hun en enkelt gang, skulle have sendt til en anden adresse end den, hun normalt får dem sendt til. Uddrag fra samtalen lød cirka så'n her:

Mig: Hvilken adresse skal jeg sende dem til?
Kunde: Hans Hansen og så skriv Att.: mit navn, det er IKKE en C/O adresse.
Mig: Okay...og adressen?
Kunde (meget hurtigtalende): Espaden nr. 31 (nummeret er ikke vigtigt)
Mig: undskyld, den må jeg lige ha' igen?
Kunde (ligeså hurtigtalende som før): Esplnaden 31
Mig: du må altså undskylde, men jeg kan simpelthen ikke høre hvad du siger.
Kunde: ESPLADEN!
Mig: Det bliver du vist nød til at stave for mig, E, S, P?
Kunde: L, A, D, E, N
Mig: Altså Espladen?
Kunde: (med et noget Uvenligt tonefald): Nej, Esplnaden!
Mig: (Smågrinende og undskyldende tonefald, fordi jeg efterhånden synes, at det var lidt langt ude det her): Nå, vi prøver lige igen så, altså du siger E, S. P?
Kunde: Prøv nu lige at lade vær' med at grine og hør efter hvad jeg siger i stedet for, Esp-la-naden! E, S, P, L, A, D, E, N! (Læg venligst mærke til, hun kunne altså ikke engang selv stave det rigtigt)

Sådan fortsatte vi lidt frem og tilbage og endelig fik hun det sagt, så en provinsbeboer (som ALDRIG har hørt om stedet før) også kunne høre hvad hun sagde og jeg fik det noteret korrekt ned (håber jeg) og jeg lærte, at der er et fint sted i København, som hedder Esplanaden, som denne kunde åbenbart mente, at jeg(alle) burde kende. Og forhåbentlig lærte hun også, at det ikke staves (eller for den sags skyld udtales) Espladen.


Resten af samtalen talte hun nedladende til mig og sluttede af med, at sige "og hør nu godt efter hvad jeg siger til dig nu", som om hun talte til et lille barn og hun skulle til at fortælle mig en kæmpe hemmelighed, "det er kun denne ene gang, at varerne skal sendes til denne adresse". Okay frøken, det var altså feset ind (Sådan sagde jeg det selvfølgelig ikke, jeg var venlig og høflig, som man jo skal være overfor sine kunder). Jeg tror virkelig hun syntes at jeg var dum...altså som i uklog, uintelligent, uvidende. Bare fordi jeg er en Århus-pige som kun har været i Kbh. nogle enkelte gange.

Da jeg genfortalte samtalen til min kollega, sagde han til mig: "du er så rød, at du ikke engang ved hvor Maersk hovedkontor ligger". Det ved jeg nu.