Sider

fredag den 23. marts 2012

Ferie + barsel

Jeg havde sidste arbejdsdag i tirsdags og nu står den på to ugers ferie, nogle påskedage og så fire ugers barsel. Hold op hvor er denne graviditet gået hurtigt. Man når jo slet ikke at følge ligeså meget med som første gang. Men nu er jeg altså 34 uger henne....og terminen nærmer sig med hastige skridt.

Jeg har selvfølgelig en hel liste af ting jeg gerne vil nå inden lillesøster melder sin ankomst. Ind til videre har jeg slappet af, leget med Vera, gjort lidt rent, haft besøg og hygget mig hos Christina med krea-klubben. Ingen af delene står på listen, men det (meste...måske ikke lige det der med rengøringen) har været super hyggeligt.

Det er ikke helt til at fatte, at jeg ikke skal på arbejde igen før om ca. ti måneder. Sådan en tidslomme i livet er altså helt fantastisk. Jeg glæder mig til det der venter os, men jeg må indrømme, jeg er også lidt nervøs for hvordan det skal gå med to små børn. Men ej hvor bliver det skønt med en lille møffe-baby i huset igen, så håber jeg bare at hun ikke skriger flere timer dagligt de første par måneder....det gjorde hendes søster nemlig, og det trak sgu tænder ud. Men mon ikke lillesøster bliver stille og nem...det staser vi på :-)

Vera glæder sig vist også til at få en lillesøster. Hun siger godmorgen til maven, kysser den, klapper på den, aer den og synger for lillesøster. Og i morges fik lillesøster lov til at prøve Veras sut....igennem navlen...ha ha. Og så er hun begyndt at spørge om hun ikke snart kommer ud. Det bliver altså spændende hvordan hun tager det, når baby rent faktisk er her.

Nu har hun bare at blive derinde lidt endnu, så jeg kan få syet, læst, nydt forårssolen, sovet, ryddet op osv. inden det store baby-show starter.

onsdag den 21. marts 2012

Vera på cykel

I fødselsdagsgave fik Vera en cykel af sin faster, onkel og to kusiner (som hun forguder). Hun var helt vild med den fra første øjekast, hun cykler (eller sidder mest bare) på den flere gange hver dag...inde i stuen.

Den lilla kjole er hjemmestrik fra farmor.
Vera har den sejeste farmor der strikker alle mulige lækkerier til Vera.


Vera i blæsevejr med mere hjemmestrik fra farmor


søndag den 18. marts 2012

Fødselsdag på fødselsdag på fødselsdag

Hold op hvor har vi haft travlt det sidste stykke tid, derfor denne stilhed her på bloggen. Lige om lidt (på tirsdag) har jeg sidste arbejdsdag inden ferie og derefter barsel. Jeg er ved at blive temmelig tyk, så det er efterhånden hårdt at gå på arbejde, så det bliver skønt med masser af tid til afslapning.

Jeg blev jo 30 for nogle uger siden (og kort før det, var det kæresten der blev 30) og jeg havde en fantastisk dag med café-brunch med kæresten om formiddagen og hygge med hele familien om eftermiddagen og aftenen.
Jeg fik nogle super gode gaver, bl.a. denne her

Espresso maskine med mælkeskummer, skøønt!

som er blevet brugt flittigt siden, mums!
Og så fik jeg smukke smukke øreringe fra Julie Sandlau af kæresten. Så er det ikke så slemt at blive 30 :-)



I går fyldte Vera to år, men da jeg arbejdede og vi var blevet inviteret ud at spise med mine kolleger om aftenen, valgte vi at lade som om, at det først var i dag hun havde fødselsdag. Da hun kaldte på os i morges (kl. 6.30, der havde vi nået at sove fire timer....gaaab!) kom vi ind til hende med flag, balloner, gaver og sang for hende...øøøjj det passede frøkenen :-)

Morgenfødselsdagshygge og fjollerier i "store seng"

Heldigvis har Vera en fantastisk morfar som jævnligt tager hende med på tur i weekenderne, så han kom over og hentede hende efter vi havde spist morgenmad og pakket gaver op, så fik vi ro til at bage boller, lave lagkage (og sove lidt mere) inden gæsterne kom.

Nammenam

Nu er vi trætte og flader ud på sofaen. Dejlig dejlig weekend!

torsdag den 1. marts 2012

Hip hip hurraaaaa...

...for årets første rigtige forårsdag....og for mig, for jeg bliver 30 år i dag!!! Tænk at jeg ikke er i 20'erne mere. Det er altså lidt mærkeligt. Men jeg har det nu helt fint med det...jeg er jo der i livet hvor jeg gerne vil være som 30 årig og så er det altså ikke så slemt :-)
Både kæresten og jeg har fri i dag, så vi skal nyde dagen med brunch og hygge. Klokken fire kommer familien og fejrer mig, jeg tror det bliver en dejlig dag :-)

onsdag den 29. februar 2012

Forsinket fastelavn

I fredags fejrede de fastelavn i Veras vuggstue. Vera var klædt ud som indianer. I 1954 syede min mormor indianerdragter til hele familien. Til hende selv og til min morfar og til min mor (på 2 år) og min moster, som er lidt ældre end min mor. De samme dragter brugte min søster og jeg som barn og nu har Vera også været indianer, i samme dragt som min mor i 1954.

Min morfar og mormor, moster og mor i 1954

Min mor og min moster anno 1954

Min storesøster og jeg i firserne engang

Og nu Vera i samme dragt

Min mormor døde desværre for mange år siden, så hun har ikke haft fornøjelsen af at se, at hendes dragter stadig bliver brugt. Vera var helt vild med at være klædt ud og var ikke meget for, at få dragten af igen.

Og så får I også lige lov at se, hvad min kæreste var klædt ud som da han skulle til fastelavn på sin skole.

Tinky Winky

De var en flok kolleger, der havde skaffet alle fire teletubbies dragter, så de var et hel hold teletubbies...det havde vist været ret populært blandt ungerne :-)





lørdag den 25. februar 2012

Forårs blogtræf

Sidste år var jeg med til danske webchicks blogtræf "Spring ud". Det var en rigtig hyggelig dag hvor jeg stiftede bekendtskab med masser af søde blog-damer.
Jeg har lige modtaget en email om, at de igen i år holder blogtræf i Århus d. 21. april. Da det er er meget tæt på min termin, ved jeg ikke om jeg selv skal med, men jeg vil da lige gøre jer andre opmærksomme på det. I kan læse mere om det her

torsdag den 23. februar 2012

Hygge - og en dejlig dag

I går var jeg til krea-klub-træf hos Marianne sammen med nogle andre søde bloggere og hold op det var hyggeligt. Der blev selvfølglig sludret en masse, drukket kaffe, spist godter og kreeret lidt af hvert og pludselig var klokken halv elleve og tiden var bare fløjet afsted. Jeg fik gang i mit strikketøj igen, så nu må vi se om jeg nogensinde bliver færdig med det halstørklæde jeg gik i gang med for meeeeeget lang tid siden.
Her til morgen stod kæresten op med Vera så jeg kunne sove (jeg har fri fra arbejde om torsdagen og kæresten møder sent), det var skønt at sove længe (jeg er ikke ligefrem noget morgenmenneske, så det er dejligt med en mand der er lidt kvikkere til at komme ud af fjerene end jeg). Solen skinner og jeg synes jeg kan mærke foråret komme snigende. Vera er rask og glad og lillesøster i maven mosler rundt, så mon ikke også resten af dagen bliver skøn. Det tror jeg.

tirsdag den 21. februar 2012

Min seje datter

På grund af gentagende mellemørebetændelser og penicillin-kure (sådan ca. konstant henover hele vinteren) fik Vera i dag lagt dræn i sine ører. Og hold da op hvor er jeg stolt af min lille pige! Hun var bare så sej. Alle mine bekymringer blev gjort til skamme. For det første var jeg bekymret for hvordan hun ville takle at skulle faste - ingen problemer. For det andet hvordan hun ville tage at få en maske for mund og næse da hun skulle i narkose - ingen problemer. Hun lå bare ligeså stille, så dog lidt forvirret ud, men ingen skrig og skrål som vi havde frygtet og heldigvis var det ikke nødvendigt at holde hende, det var min værste frygt. Hun fik en blød isbjørne-kramme-bamse fra Trygfonden af lægen inden hun fik masken sat for, den lå hun og krammede mens kæresten og jeg stod ved siden af hende og talte ligeså stille til hende (den eneste med en klump i halsen og tårer i øjenkrogen var mig). Da hun vågnede fra narkosen en lille halv time senere, var det blot min kæreste og jeg der var hos hende. Hun kiggede sig lidt forvirret omkring og spurgte som det første "hvor er manden henne?", hun mente selvfølgelig narkoselægen. Og så sad hun ellers bare ligeså stille ved mig og vågnede - igen, ingen tårer, skrig og skrål. Hun insisterede endda på selv at gå der fra. Kæresten og jeg var glade og lettede over at hun tog det så pænt....og også ret stolte af hende :-) Resten af dagen har vi hygget herhjemme...og Vera fik sig selvfølgelig en god lur da vi kom hjem.

Her ligger man lige og vågner ligeså stille fra narkosen

I morgen er det atter en almindelig dag, med arbejde og vuggestue, men imorgen aften skal jeg til krea-hygge med nogle andre bloggere og det glæder jeg mig til :-)

søndag den 12. februar 2012

Ny gyngestol

Så er vi så småt ved at være ovenpå herhjemme, vi "snotter" dog alle stadig en del.

Jeg har længe ønsket mig en gyngestol. Bl.a. til amning og nat-vugge-trøstning, hvor man alligevel sidder og vugger frem og tilbage for at få baby til at falde til ro. Jeg har kigget på en masse forskellige fine (og dyre) gyngestole på nettet, men jeg har haft lidt svært ved at finde ud af hvilken en det skulle være og hvilken en jeg havde råd til. Der findes så mange flotte, (bl.a. den her og den her, de er dog lidt for dyre for min pengepung) men mit krav var, at den skulle have høj ryg, så jeg kan hvile hovedet/nakken når jeg sidder med baby (om natten for eksempel, når man sidder og halvsover).
Da min mor fandt denne fine Wegner gyngestol brugt og til en god pris, var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle slå til.


Er den ikke fin?

Jeg går normalt ikke så meget op i design (lad os bare sige slet ikke....vores hjem er som taget ud af et ikea katalog) og jeg havde da også overvejet at købe denne her fra ikea, men da jeg så Frk. Wegner her ovenover, så var jeg altså solgt. Kæresten er dog ikke helt vild med farven på betrækket, men det må han altså leve med, når man bor sammen med to hunkønsvæsener (snart tre), så må man finde sig i lidt pink rundt omkring. Puden har min mor købt til mig i den lokale "genner", hun synes den passede til "gyngestole-stilen"...nu må vi lige se om den skal have et andet betræk....synes måske det er lige lovlig retro.
Nu er jeg spændt på om jeg får den brugt når lillesøster kommer. Man sidder i hvert fald godt i den.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...