Jeg er helt rolig igen

Forleden var Vera og jeg på besøg hos min veninde som har en dejlig lille søn på lidt over fire måneder. Vera har før været sammen med lille Simon, men det er efterhånden et par måneder siden sidst. Hun er altid kærlig over for og meget interesseret i små babyer, men denne gang viste hun mere interesse end hun plejer. Da hun så ham ville hun kramme og kysse ham (store våde kys lige på munden...hvis jeg ikke nåede at gribe ind og bede hende om at kysse ham på kinden i stedet for) og hun var bare så sød ved ham. Det varmede mit moderhjerte meget og hvor er det dejligt at hun reagerer sådan. Forhåbentlig er hun ligeså sød, kærlig og interesseret når hun selv bliver storesøster om mindre end seks måneder :-)

Vera og baby Simon

Og så får Simon lige et kys mere...måske nyder han
det ikke helt så meget som Vera gør :-)

Moritz!

Forleden da jeg var i H&M lå der en fin børnebog på skranken. Der var nogle utrolig fine billeder i, som jeg faldt for med det samme, så den bog måtte jeg bare eje. Den er uden tekst, men med en sød lille historie om lammet Moritz, fortalt med de smukkeste billeder. Den kostede kun 30 kr. og så støtter man endda unicef og arbejdet med at beskytte børns rettigheder i Bangladesh, total win win!
Har overvejet at købe en mere, så jeg kan klippe billederne ud, ramme dem ind og hænge op...for de er altså bare fine, se selv:

Tanker om barn nummer to

Nu når jeg er gravid for anden gang, er det klart at jeg gør mig mange tanker om hvordan det bliver at have to børn. Er det det rette tidspunkt? Skulle vi have ventet? Kan vi nu klare det? Hvordan kommer Vera til at takle det? osv.
Det er fedt at læse med og høre om hvordan I andre klarer det rundt omkring, men jeg bliver også en lille smule skræmt når jeg læser dette indlæg (om den ellers så søde Øgle) ovre hos Øglemor, som jo for nylig blev mor til to. (Skulle man alligevel ha' ventet til den store er teenager med at få barn nummer to?)
Jeg kan genkende situationen som Øglemor beskriver, om at have et barn der har sin egen vilje, selv vil bestemme og at det kan tage flere timer at putte om aftenen. Det er hårdt nok, når man blot har ét barn og det hele er nok lidt lettere at kapere for os end for andre med to børn, men før vi ved af det, så har vi altså også to børn. Jeg tænker hele tiden, til den tid er Vera jo det ældre og så går det hele jo bedre med at sove osv. Men det er tilsyneladende ikke altid sådan det fungerer.
Som sagt er det fedt at læse med hos I andre....så kan vi da nå at forberede os mentalt...hvis det overhovedet er muligt :-)

Hopper med på boom'et

Jeg blogger ikk' så meget disse dage da jeg er meget træt for tiden og har været det i en lang periode. Mon ikk' det har noget med denne lille prut at gøre...

Han/hun er faktisk kun omkring 6 cm på dette billede, utroligt ikk'!

...som havde meget svært ved at ligge stille da han/hun skulle fotograferes :-)

Efterår

Skal lige afprøve at blogge fra min iPhone. Vi er syge herhjemme... Eller jeg er syg, de andre er efterhånden blevet raske. Så den står på halspastiller og kleenex, suk.

Moaaarrr

Vera har lært at sige "Mor", eller rettere sagt "Moaaar". For "Mor" har hun egentlig kunne sige længe, men det er først nu hun siger det med "ar" til sidst - og hun siger det gerne HELE tiden. Jeg ved ikk' hvem hun har lært det af (altså at tilføje "ar") og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg synes det er sødt eller træls, men vi har i hvert fald lange dialoger for tiden som lyder cirka så'n her:

Vera: Moaaarr
Mig: Veraaa
Vera: Moaaar
Mig: Veraaa
Vera: Moaaar
Mig: Veraaa
osv.

Hun siger nye ord næsten dagligt og hun er så småt begyndt at sætte to ord sammen og det er simpelthen så sjovt at følge med i. Jeg glæder mig til hun sådan RIGTIGT kan snakke, så hun undgår at blive frustreret når vi ikke forstår hvad hun vil. Lige for tiden kan hun blive virkelig sur og fortvivlet (også hvis hun ikke lige får sin vilje) og det kan altså godt være en udfordring at takle.
Men hvor er det en fryd at se den udvikling der sker i det lille menneske, trods fortvivlelsesanfald.

Krea-dag

Jeg var til Krea dag igår, med en masse søde bloggere. Det var Anna der havde arrangeret det og det var super hyggeligt - og der var RIGTIG meget garn, stof, papir og ikke mindst kage..tø-hø. Hvis du vil se billeder, kan du blot gå over på LaRaLiL og kigge, for jeg fik ikke taget et eneste billede.

Jeg fik syet lidt (I må vente med at se hvad, for jeg er ikke helt færdig endnu) med hjælp fra et par kyndige sy-bloggere (tak Anna og Christine) og så fik jeg et lyn-kursus i hækling. Fedt med en masse Krea-ladies som kan hjælpe en "krea-amatør" som mig :-) Jeg hæklede blandt andet (det meste af) dette armbånd til Vera, med hjælp fra søde Emilie

Havde vist lige glemt hvor tykke hendes små håndled egentlig er.
Der sad en lille hvid perle midt på blomsten, men den røg altså hurtigt af.

Da Vera fik det på igår, styrtede hun ud foran spejlet for at se hvor fin hun var.

Der blev hevet lidt i knappen...

...og smagt lidt på den.

Jeg fik også klippe-klistret lidt og ikke mindst sludret en hel del. Sikke en hyggelig dag.

En tand - selvfølgelig!

Ja, igår gik det op for os, at Vera har fået en kindtand...en af de der man normalt (vist nok) først får i to års alderen (hun har også fået alle sine andre tænder meget tidligt). Det var altså lidt af en lettelse, for så er der da en forklaring på nogle af de ting der foregår herhjemme for tiden. Eks. at hun smider med sutterne i stedet for at sutte på dem, savler så meget at hendes tøj skal skiftes (hun har nu fået en savlesmæk på...altså om dagen, ing') har fingrene i munden, bider i ting og ikke gider at sove (man giver jo tænderne skyld for alt muligt skørt, så hvorfor ikke også søvnen?).
I går tog det kun halvanden time at putte hende og der var meget mindre gråd og utilfredshed, så vi satser på at det går den rette vej nu. Pyyyhhaaa!

Det der med at sove ikk' II

Vera nægtede at sove igår, hun NÆGTEDE simpelthen....ligeså snart vi nærmede os hendes tremmeseng begyndte hun at skrige som en stukket gris. Og vi skulle da lige vove på at lægge hende ned i sengen, for dælen da hun kan blive gal. Hun plejer at elske sine sutter mere end noget andet, men igår/i nat fløj de om ørerne på os når hun kastede med dem. Og selvom man kun er halvandet år, kan man altså godt selv komme ud af sin tremmeseng, ikke på en særlig elegant og smertefri måde, men det kan lade sig gøre, hvis man er desperat nok.
Vi vidste slet ikke hvad vi skulle stille op, har aldrig ALDRIG oplevet hende så sur før, i SÅ lang tid. Man kan altså ikke lade vær med at tænke, hvad er det man, som forældre gør forkert, når hun har det sådan? Oftest er der ingen problemer med at putte hende i hendes egen seng. Det tog 4 timer og 45 minutter før hun sov igår, jep FIRE TIMER OG TRE KVARTER, fra vi puttede hende første gang til hun sov. Vi kæmpede med hende lidt på skift og vi prøvede at lade hende komme med ind i stuen lidt og se "Bam" (Bamses billedbog som hun elsker) og så snart hun fik lov til det, faldt hun mere eller mindre til ro. Men så snart vi forsøgte at putte hende igen, gik det løs igen. Vi prøvede ALT! Ren ble, rent nattøj (det var gennemblødt af savl og tårer), mad, drikkelse, bamse, dukke, sut, to sutter, tre sutter, sang, nus, putning i vores seng sammen med os osv. INTET hjalp. Til sidst faldt hun til ro i mine arme, af ren og skær udmattelse, mens jeg gik rundt med hende og sang for hende (som jeg havde prøvet mange gange tidligere på aftenen, men det skulle altså lige ta' nogle timer før det hjalp), men der var klokken altså også næsten halv et. Puha, så er det man er glad for at man blot har ét barn.

Hun valgte så at vågne kl. 6.30 med et hyl og nægtede igen at sove videre....så det blev til seks timers søvn for den lille dame i nat. GODT jeg har fri i dag...hun kom altså i vuggestue, så kan hun sove dagen væk dernede, mens jeg slapper af herhjemme. Havde helt glemt hvordan det føles med et skrigende barn og al for lidt søvn.

Stilhed før endnu en storm, omkring kl. 22.30 med en kop mælk,
en skive knækbrød og en "hap" (ostehaps)