Sider

mandag den 16. april 2012

Tykke, trætte mor

Hvad sker der lige for den barsel som bare flyver afsted og ingen af mine projekter bliver ført ud i livet!? Baby er altså stadig inde i min mave, så jeg har hænderne fri, men jeg får bare ikke lavet en skid, aarrrgghh! Jeg havde store planer om syning af babytøj, patchwork babysengetøj, oprydning på rode projektværelset (som er Veras kommende værelse...hvis vi altså nogensinde får os taget sammen til at rydde op derinde), sortering af billeder på computeren og lave et fysisk album til Vera osv. osv. Jeg orker bare ikke en pind. Så snart Vera og kæresten er sendt afsted om morgenen, så går jeg i seng igen og sover til omkring middag, så skal man jo lige i bad, tjekke mails og blogs, spille lidt wordfeud, ha' lidt at spise, rydde lidt op og vupti, så er det tid til at handle (hvis der skal handles) og derefter hente Vera. Jeg synes ikke jeg kan være bekendt over for hende, at hente hende senere end kl. 15, når nu jeg alligevel er hjemme. Jeg ku' jo selvfølgelig bare lade være med at sove så meget, men jeg er bare SÅ træt. Og så håber jeg at jeg kan sove lidt på forskud, for når lillesøster kommer, bliver der jo ikke så meget tid til at sove.

I morgen aften skal jeg mødes med kreaklubben igen, det glæder jeg mig til, men jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal tage med af krea-halløj. Jeg vil egentlig helst sy, men det er bare så svært at sludre, drikke kaffe, spise kage og sy på samme tid :-)
Det kan være jeg skal ha' strikketøjet frem igen, selvom jeg aldrig får strikket herhjemme, det er kun når jeg er sammen med krea-tøserne. De gør også lidt grin med det, for det er møg skævt....mon jeg nogensinde får det halstørklæde strikket færdig...he he.

søndag den 15. april 2012

Hvad skal lillesøster hedde?

Nu nærmer terminsdatoen sig med hastige skridt og vi er endnu ikke blevet enige om et navn til lillesøster. Vi vil ellers gerne finde et navn inden hendes ankomst, så Vera har noget at kalde hende fra start. Da vi fik Vera troede vi, at vi ville være helt sikre på navnet når vi så hende, men vi var stadig lige så meget i tvivl da hun blev født. Så det der med at vente til man har set barnet, det virker altså ikke for os.

Vi har selvfølgelig spurgt Vera hvad hun synes, hendes første forslag var "sut", derefter "gave" og så kom forslaget "morfar". He he, det er da alle gode forslag, men det bliver nok ikke et af dem.
Siden hen har hun foreslået "mor" og "mormor", men de sidste to gange vi har spurgt, har hun foreslået "Esther". Vi har talt om flere navne, bl.a. Esther og Asta, så jeg spurgte Vera igen om hun mente "Asta", men hun sagde "nej Esther". Kæresten synes lidt bedre om Esther end jeg gør (og jeg synes bedre om Asta end han gør), så jeg troede jo straks at han havde en finger med i spillet, men det siger han, at han ikke har. Så måske skal Vera have lov at bestemme...vi har mange andre fine navne i spil end de to, så nu må vi se hvad det bliver.

fredag den 13. april 2012

Det var den påske

Tiden flyver. Vi havde en SKØN påske hvor vi bl.a. var i sommerhus med kærestens familie, deriblandt Veras to søde kusiner på fem og otte år, som Vera forguder. Og heldigvis er de også ret vilde med hende og de gider godt at lege med hende, så de har bare RÅ-hygget de tre tøser. Det er bare noget helt andet, når man er sammen på den måde, 24 timer i døgnet, men når man har en skøn svigerfamilie (og et lækkert sommerhus med spa og sauna til fri afbenyttelse, plus barnepiger alle vegne så man kan dase med fødderne oppe) er det bestemt ikke noget problem. Håber også I andre har haft en dejlig påske :-)

mandag den 2. april 2012

Blog award

For nogle dage siden fik jeg en blog award af Frk. Struds.
Det er super dejligt at der er nogen der nyder at følge med herinde på bloggen, men jeg vælger ikke at give den videre denne gang, men blot takke Frk. Struds for awarden.
Tak tak :-)

søndag den 1. april 2012

Aaahhh påskeferie

Så fik resten af familien også ferie, hvor skønt!

Vera har været produktiv i vuggestuen, så stuen oser af påske, det er så hyggeligt.
Gækkebreve har vi også lavet, men dem viser jeg ikke her, hvis nu nogle af modtagerne læser med. Vera har malet og jeg har klippet, de er blevet rigtig fine :-)








God påske til jer alle!



fredag den 23. marts 2012

Ferie + barsel

Jeg havde sidste arbejdsdag i tirsdags og nu står den på to ugers ferie, nogle påskedage og så fire ugers barsel. Hold op hvor er denne graviditet gået hurtigt. Man når jo slet ikke at følge ligeså meget med som første gang. Men nu er jeg altså 34 uger henne....og terminen nærmer sig med hastige skridt.

Jeg har selvfølgelig en hel liste af ting jeg gerne vil nå inden lillesøster melder sin ankomst. Ind til videre har jeg slappet af, leget med Vera, gjort lidt rent, haft besøg og hygget mig hos Christina med krea-klubben. Ingen af delene står på listen, men det (meste...måske ikke lige det der med rengøringen) har været super hyggeligt.

Det er ikke helt til at fatte, at jeg ikke skal på arbejde igen før om ca. ti måneder. Sådan en tidslomme i livet er altså helt fantastisk. Jeg glæder mig til det der venter os, men jeg må indrømme, jeg er også lidt nervøs for hvordan det skal gå med to små børn. Men ej hvor bliver det skønt med en lille møffe-baby i huset igen, så håber jeg bare at hun ikke skriger flere timer dagligt de første par måneder....det gjorde hendes søster nemlig, og det trak sgu tænder ud. Men mon ikke lillesøster bliver stille og nem...det staser vi på :-)

Vera glæder sig vist også til at få en lillesøster. Hun siger godmorgen til maven, kysser den, klapper på den, aer den og synger for lillesøster. Og i morges fik lillesøster lov til at prøve Veras sut....igennem navlen...ha ha. Og så er hun begyndt at spørge om hun ikke snart kommer ud. Det bliver altså spændende hvordan hun tager det, når baby rent faktisk er her.

Nu har hun bare at blive derinde lidt endnu, så jeg kan få syet, læst, nydt forårssolen, sovet, ryddet op osv. inden det store baby-show starter.

onsdag den 21. marts 2012

Vera på cykel

I fødselsdagsgave fik Vera en cykel af sin faster, onkel og to kusiner (som hun forguder). Hun var helt vild med den fra første øjekast, hun cykler (eller sidder mest bare) på den flere gange hver dag...inde i stuen.

Den lilla kjole er hjemmestrik fra farmor.
Vera har den sejeste farmor der strikker alle mulige lækkerier til Vera.


Vera i blæsevejr med mere hjemmestrik fra farmor


søndag den 18. marts 2012

Fødselsdag på fødselsdag på fødselsdag

Hold op hvor har vi haft travlt det sidste stykke tid, derfor denne stilhed her på bloggen. Lige om lidt (på tirsdag) har jeg sidste arbejdsdag inden ferie og derefter barsel. Jeg er ved at blive temmelig tyk, så det er efterhånden hårdt at gå på arbejde, så det bliver skønt med masser af tid til afslapning.

Jeg blev jo 30 for nogle uger siden (og kort før det, var det kæresten der blev 30) og jeg havde en fantastisk dag med café-brunch med kæresten om formiddagen og hygge med hele familien om eftermiddagen og aftenen.
Jeg fik nogle super gode gaver, bl.a. denne her

Espresso maskine med mælkeskummer, skøønt!

som er blevet brugt flittigt siden, mums!
Og så fik jeg smukke smukke øreringe fra Julie Sandlau af kæresten. Så er det ikke så slemt at blive 30 :-)



I går fyldte Vera to år, men da jeg arbejdede og vi var blevet inviteret ud at spise med mine kolleger om aftenen, valgte vi at lade som om, at det først var i dag hun havde fødselsdag. Da hun kaldte på os i morges (kl. 6.30, der havde vi nået at sove fire timer....gaaab!) kom vi ind til hende med flag, balloner, gaver og sang for hende...øøøjj det passede frøkenen :-)

Morgenfødselsdagshygge og fjollerier i "store seng"

Heldigvis har Vera en fantastisk morfar som jævnligt tager hende med på tur i weekenderne, så han kom over og hentede hende efter vi havde spist morgenmad og pakket gaver op, så fik vi ro til at bage boller, lave lagkage (og sove lidt mere) inden gæsterne kom.

Nammenam

Nu er vi trætte og flader ud på sofaen. Dejlig dejlig weekend!

torsdag den 1. marts 2012

Hip hip hurraaaaa...

...for årets første rigtige forårsdag....og for mig, for jeg bliver 30 år i dag!!! Tænk at jeg ikke er i 20'erne mere. Det er altså lidt mærkeligt. Men jeg har det nu helt fint med det...jeg er jo der i livet hvor jeg gerne vil være som 30 årig og så er det altså ikke så slemt :-)
Både kæresten og jeg har fri i dag, så vi skal nyde dagen med brunch og hygge. Klokken fire kommer familien og fejrer mig, jeg tror det bliver en dejlig dag :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...