Ja, det var så den weekend, (næsten, det er søndag formiddag). Jeg var som sagt til SPOT. Ja, eller i hvert fald noget af SPOT. Fredagen startede med at min kæreste var syg, så han måtte blive hjemme og jeg tog afsted med min veninde. Det var fedt at se hende igen og FEDT FEDT FEDT at høre god musik, fik næsten hørt og set alt hvad jeg havde håbet på fredag, deriblandt Jenny Wilson, Oh Land, Vinnie Who og Our Broken Garden.
Nogle af de ting jeg godt kan lide ved SPOT festival er, at der er ordentlige toiletforhold, gode bløde sæder man kan sidde i under de fleste koncerter og så tager man hjem i sin egen seng og sover. Ingen lange toiletkøer til klamme tolietvogne, ingen folk der tisser midt på pladsen, ingen skubben og masen under koncerterne og næsten bedst af det hele, ingen kold, klam sovepose i et lugtende telt.
Nå, men min kæreste stødte til om aftenen ved 20 tiden, så han i det mindste fik lidt ud af sit armbånd fredag, men han var nu ikk på toppen, så det blev ikke til mange fadøl den aften (læs ingen). Vera blev passet hos mine forældre og min mor havde da godt gjort mig opmærksom på, at Vera ikke var helt på toppen. Hun havde diarre, men var ellers frisk og glad. Men kort tid efter min kæreste var ankommet til festivalen, ringede min mor og sagde at Vera havde kastet op i sengen ud over det hele og var temmelig sløj, men at vi bare skulle nyde aftenen og at hun nok skulle tage sig af Vera. Men det var nu lidt svært at slappe af og nyde musikken, når man ved at ens datter har det skidt. Men, hun var i gode hænder, så vi tog det roligt.
Næste morgen var Vera endnu mere syg, kastede mere op og ville intet spise og drikke. Min mor havde været oppe ved hende det halve af natten og hun var sløj og havde næsten 40 i feber. Øv. Hende og jeg skulle ellers ha' mødtes med mødregruppen, som vi ikke har set i flere måneder, inden hun igen skulle passes af mine forældre og vi skulle til SPOT igen. Men men men, som I nok kan regne ud endte det ikke helt sådan. Vi var et smut ved vagtlægen som kiggede på hende og gav os gode råd. Da vi kom hjem tog hun en lang "skraver" mens jeg tog et kort smut forbi mødrerne og mine forældre og kæresten var hos Vera. Det endte med at jeg blev hjemme hos hende resten af dagen, mens kæresten drog til SPOT om aftenen, uden mig (han havde i det mindste fået det bedre). Mine forældre sagde at jeg bare kunne tage afsted, men jeg havde altså ikke lyst til at forlade Vera.
Så sådan blev det, at jeg var til SPOT den ene dag og kæresten var den anden. Det var ikke helt som vi havde forestillet os, men sådan er det jo at have børn. Men heldigvis har Vera det allerede lidt bedre i dag.
Øv øv øv til det hele. Både syg Vera og misset chance for fed musik og fest. Men ja, det er nok bare sådan det er at være forældre.. I det mindste nåede i lidt - og Vera har det bedre :-)
SvarSletØv også - det er bare så surt, når tingene ikke helt flasker sig, som man havde håbet. Men lige netop det synes jeg er ret symptomatisk ved det at være blevet forældre; det er sq lidt svært at planlægge ting, når børnefaktoren kommer ind i billedet :-) Og som du selv skriver (eller som jeg i hvert fald læser), så gør det egentlig ikke voldsomt meget, for når ens afkom er sygt, er det primært dét, der fylder - ikke så meget det, man går glip af pga. sygdommen.
SvarSletNår det er sagt, så er jeg dybt misundelig over, at du overhovedet nåede til SPOT. Jeg ELSKER at være der - stemningen er så god. Må af sted næste år. Det ville være dejligt at se frem til.
Tak for jeres kommentarer. Og ja, det er sådan at være forældre og det vigtigste er at Vera er ved at få det bedre og Øglemor, du har ret, det generede mig overraskende lidt, at jeg skulle være sammen med Vera og passe hende i stedet for at drikke mig fuld og høre musik som jo var planen. Det er vist en mor-ting ;-)
SvarSlet