Kort efter jeg skrev mit sidste indlæg, læste jeg ovre på en af de blogs jeg følger, et meget meget sørgeligt indlæg. Det var ovre hos konen, som netop har oplevet en mors værste mareridt, at føde et dødfødt barn. Jeg kunne ikke lade vær med at fælde en tåre (eller tyve) da jeg læste det. Jeg kan slet ikke begribe hvor stor en sorg det må være at miste sit barn.
Jeg må indrømme, jeg blev lidt flov over mit brokke-indlæg som jeg netop havde udgivet. Hvor er der godt nok stor forskel på folks hverdage (som jo ofte er det mange af de blogs jeg følger, handler om) og folks problemer. Mine "problemer" blev da godt nok lige sat i perspektiv, efter jeg læste hendes indlæg.
Der findes mange blogs rundt omkring, hvor folk (kvinder) skriver om hvordan det er at miste sit barn eller at have et sygt barn. Af en eller anden grund, læser jeg dem og som regel stor-tuder jeg imens, fordi det er så sørgelige og triste historier. Når jeg sidder der i sofaen med min macbook med tårerne trillende ned af kinderne og snottet løbende, spørger min kæreste hvorfor jeg overhovedet læser dem når jeg bliver så trist....jeg må indrømme, jeg ved det ikke. Et eller andet sted hjælper det mig vel til, at sætte endnu mere pris på det jeg har og jeg bliver ekstra taknemmelig for at have en sund og rask datter.
Er det ikk' okay at tænke sådan?
Tænk at opleve at miste sit barn. Og så sidder jeg her pylre over at min datter ikke gider at sove...hhmmm, ja, jeg skulle skamme mig. Flov-smiley!
Selvom du sikkert kender svaret, så siger jeg det altså alligevel "ja, selvfølgelig kan du tillade dig at brokke dig"
SvarSletPersonligt har jeg altid hadet argumentationen "der er nogen der har det værre end dig, så du må ikke være sur/ked/træt" For vores udgangspunkter er vidt forskellige og ens daglige følelsesliv er jo baseret på lige nu og her - heldigvis, for ellers skulle vi jo konstant operere på en skala fra det-værste-nogensinde til det-lykkeligste-øjeblik-i-mit-liv. Og så ville alt jo blegne i sammenligning.
Og selvom det at miste vores lille dreng er det værste jeg nogensinde har oplevet, så er det ikke det dårligste. Hvis det giver mening? Selvom sorgen næsten er ubærligt stor, så er der også så meget kærlighed og taknemmelighed.
(hold da kæft en omgang overskud^^)
SvarSletKonen: mange tak for dit svar...det var rart at høre det fra dig, selvom jeg bestemt ikke havde forventet at lige præcis du ville svare på mit indlæg. Og ja, som Fru Forstad skriver, sikke et overskud du har. Hvor er det stort af dig og hvor er det rart at du har den holdning, så føler jeg mig ikke helt så dum.
SvarSletOg ja, det giver mening det du skriver, på en måde.
Jeg vil fortsat følge din blog, jeg håber ikke du stopper med at skrive, selvom du er i sorg.
Jeg sender jer masser af kærlige tanker.